tirsdag den 28. januar 2014

Behandlingsmodel #1 Carstens offentlige behandlingstilbud.

Jeg vil i denne og kommende blogs skrive mine visioner om behandling i DK. Jeg vil beskrive både offentlige og private tilbud, som jeg kunne forestille mig dem. Jeg er ikke økonom og derfor følger der ikke en fuldstændig økonomisk oversigt med, men jeg er af den overbevisning at der i forvejen bruges milliarder på følgerne af alkoholisme i Danmark hvert år (se forrige blog!) så, hvis vi begyndte at behandle som en helhed, ville de anvendte midler, blive mere effektivt brugt og udgifterne til vores alle sammens husholdnings kasse ville finde et leje der er lavere end i dag, samtidigt med at vi ville se hvordan livskvaliteten steg mærkbart for mange flere end tilfældet er i dag. Det er jo et postulat, som jeg ville elske at få mulighed for at bevise :-).

Selv om jeg ikke har et fuldstændigt regnskab, vil jeg alligevel lægge ud med nogle tal og statistikker:

I Region Sjælland hvor jeg bor, er vi i øjeblikket ca. 816.460 borgere, vi er fordelt på 17 kommuner, alle 17 kommuner har enten en misbrugs enhed eller samarbejder med lænke ambulatorier. vi har til sammen 7 sygehuse i regionen. Hvis man regner med at 5-10 % af den voksne befolkning har et decideret behandlingskrævende alkohol problem, ville det give mellem 40 og 80.000 alkoholikere alene i region Sjælland!

Hvis man gjorde brug af min model, ville det kræve et minimum af nye ressourcer fordi,

1, regioner og kommuner råder allerede over ejendommene, i form af f.eks. sygehuse og misbrugscentre, inventar er ligeledes på plads, infrastrukturen er på plads i form af transport og kommunikations systemer.

2, alt personale er allerede ansat, og beskæftiger sig i forvejen med alkoholikere, i det daglige, uagtet om det er sagsbehandleren på kommunen, i jobcentret, på sygedagpenge afsnittet, eller i misbrugsenheden. Læger og sygeplejersker behandler i stort tal alkoholikere på sygehusene og i privat regi, om end det er symptomer/konsekvenser af alkoholismen man primært behandler her (selve alkohol behandlingen foregår jo som bekendt i misbrugscentre med antabus som foretrukne behandling).

Eneste tilføjelse til personalet i min model, ville være specielt uddannet behandler/rådgiver team til at varetage den del af behandlingen der handler om gruppe terapi - ene terapi - undervisning og formidling af viden om hvordan man forbliver ædru, hvordan man understøtter sin ædruelighed, og hvilke muligheder der findes for at få hjælp til selvhjælp efter endt behandling. Det ville i min optik være logisk at den del af processen blev varetaget af sådan nogen som mig og andre der har en livslang uddannelse i alkoholismens udvikling, suppleret med relevant terapeutisk uddannelse, så vi ikke bare er ædru alkoholikere der som i AA giver vores erfaring videre, men rent faktisk har et fundament af vel understøttede terapeutiske tilgange at arbejde ud fra.

3, Region og kommuner ville samarbejde på tværs til stor gavn for borgeren og for borgerne som helhed. Behandlingen ville blive helheds orienteret. Der ville være en naturlig kobling mellem de der arbejdede med de fysiske og psykiske problemer og de der arbejdede med de sociale konsekvenser af drikkeriet.


For rigtigt mange år siden arbejdede jeg som piccolo på Glostrup Sygehus, her bragte vi journaler rundt i huset, eller kørte med blod og plasma til operations stuerne fra blodbanken. Glostrup sygehus er et kæmpe byggeri, både over og under jordoverfladen, der findes kældre under hele ejendommen, disse kældre  brugte vi til at komme fra den ene ende til den næste. Allerede dengang da jeg var 17 så jeg nogle muligheder., i hvert fald blev min tid på Glostrup hængende og de erfaringer om brugen af hospitalets områder og bygninger har været med i mine tanker og ideer til hvordan vi kunne skabe en holdbar og effektiv behandling i offentligt regi. Jeg mener nemlig at, alkohol er et samfundsproblem, og alkoholisme er en sygdom, som vi burde kunne få behandling for, på lige fod med alle andre sygdomme, derfor er det også nærliggende at kigge på sygehusene som evt. placering af primær alkohol/afhængigheds behandling.

I dag foregår offentlig behandling som nævnt, i ambulant regi, nogle bliver indlagt til afrusning på psyk. men det er ikke normen, og hjælper heller ikke nogen når patienten bliver udskrevet lige så snart, han eller hun kan stå op og er nogenlunde ædru, der bliver sjældent fulgt op på problemet, måske henvist til det lokale misbrugscenter, som så udlevere antabus....

Privat behandling er delt op i ambulant og døgn behandling, nogle forsøger med kombinationer, men de fleste der starter i en døgn behandling (Minnesota) bliver i denne igennem hele forløbet, også selv om det i f.eks USA har vist sig at op til 80-90% af de der går i døgn behandling, sagtens kunne "nøjes" med det ambulante alternativ som koster ca 1/3 af prisen!

Nå men, tilbage til min vision for offentlig behandling.

Hvad nu hvis..... vi forestillede os at der på et af de nuværende sygehuse eller kommende SUPER sygehuse blev afsat plads til alkohol/afhængighedsbehandling?

Hvis en afdeling blev til Kommunalt/regionalt/stats finansierede behandlings pladser til borgere med alkohol problemer?



Fordelene er mange, som jeg kort beskrev tidligere. Der ville være læger - sygeplejersker - psykiatere - portører - pleje personale tilstede 24 timer i døgnet, Disse fagpersonaler ville kunne forestå store dele af behandlingen, og sammen med specialister: misbrugsrådgivere, skabe en helheds orienteret behandling.

 Sygehus personalet ville også kunne træde til hvis der opstod komplikationer, som så kunne håndteres med det samme. Patienten kunne få øvrig behandling samtidigt med behandling for alkoholisme, hvis der for eksempel er behov for udredning af diabetes, eller der er en brok, lever problemer, hjerte problemer, osv osv. så er hjælpen at finde samme sted. 

Man kunne tilrettelægge behandlingen således at, når patienten er afgiftet,  stabiliseret og tjekket grundigt/behandlet for andre problematikker af somatisk eller psykiatrisk karakter, så blev vedkommende meldt klar fra afdelingen på sygehuset, og derfra udskrevet til ambulant behandling, den ambulante behandling kunne foregå i lokaler centralt i den enkelte kommune (misbrugscentrene). De der er for afkræftede til at deltage i ambulant behandling hjemme i kommunens lokaler kunne blive på sygehuset og gennemføre behandlingen der.

Flere fordele: man ville kunne inddrage praktiserende læge, så han/hun kunne følge op på, og fortsætte sammen med patienten på den plan for udskrivning der blev lavet under behandlingen. Patienten ville have lettere ved at "forklare" fravær for arbejdsgiver, eftersom hospitals indlæggelse i dag stadig er mere "legalt" end fravær i 5 uger fordi man skal i Minnesota behandling, jeg synes det er en skam at det er virkeligheden, ikke desto mindre er det sådan for rigtig mange....Det kunne være en uventet men særdeles velkommen side gevinst, at det blev legalt at blive indlagt på sygehus for SYGDOMMEN alkoholisme!

Eftersom kommuner og regioner ville samarbejde, ville det kunne lempe arbejdsgangen, hvis en patient  var at finde i ét system i stedet for som i dag, i to! Det ville betyde at kommunen lettere kunne komme på banen med hjælpe midler hvis nødvendigt, eller til samarbejde omkring uddannelses og arbejds situation.... Kommunen ville også være involveret i det sociale arbejde, regionerne kunne behandle mennesker som hele individer, med langt større sandsynlighed for at de ville komme ud på den anden side, som hele, raske mennesker, der ikke yderligere ville lægge sundhedsvæsnet til last....

Der er så mange fordele ved denne idé, at det vil være umuligt at få dem alle beskrevet her, men du kan jo gøre dig dine overvejelser, og gerne komme med bud på det du ser som mulige gevinster  eller faldgruber ved denne metode.

Det sidste jeg vil tage med, er at alkoholisme ikke kun rammer alkoholikeren, den rammer også familien, og i et helheds tilbud, ville det være af afgørende betydning hvis der også blev etableret seriøse tilbud til de pårørende, de ville være godt tjent med at kunne gå ind i forløbet og få mulighed for egen behandling, der kunne derfor sideløbende med de ambulante behandlingstilbud i kommunalt regi, laves samme tilbud til pårørende!

TAK fordi du læste med :-) /Carsten



torsdag den 23. januar 2014

Hallooo er det Folketinget?

Kunne det friste at spare mellem 3 og 5 (lavt sat) MILLIARDER på den danske husholdning?

I tilfælde af at svaret er ja, så kan det undrer såre at indsatsen i forhold til et af de absolut største problemer i det danske samfund, nemlig alkohol afhængighed, er så lavt prioriteret!

Nedenfor er et udklip fra DR, en artikel der blev skrevet i marts 2012. tallene er som I ser, lavt sat, og der er ikke udsigt til at det bliver billigere at vende det blinde øje til....

Alkohol koster samfundet flere milliarder

Alkoholmisbrug koster kommunerne over tre milliarder kroner om året. Det svarer til drift af 100 folkeskoler.

De offentlige pengekasser lider voldsomt under danskernes overforbrug af alkohol.
En analyse, som Dansk Sundheds Institut (DSI) har lavet for Sundhedsstyrelsen, viser, at kommunerne som et absolut minimum årligt bruger 3,1 milliarder kroner på personer, der enten er i alkoholbehandling eller har haft kontakt med sundhedsvæsnet på grund af alkohol.
Til sammenligning kunne man for de penge drive over 100 almindelige folkeskoler, viser Ritzaus beregninger.
Professor Ulrik Becker fra Statens Institut for Folkesundhed, mener, at samfundets reelle omkostninger på grund af alkoholmisbrug er langt højere.
- Man skal opfatte det her som absolutte minimumtal. Der er for eksempel mange afledte sociale problemer, som det er rigtig svært at gøre op. Alkohol er en meget stor samfundsøkonomisk byrde, siger han.

Store regninger til kommunerne

Godt halvdelen af de kommunale udgifter i forbindelse med overforbrug af alkohol går ifølge analyser til overførselsindkomster.
Resten bliver brugt til kommunal medfinansiering af sundhedsydelser, til anbringelser af børn og andre sociale hjælpeforanstaltninger.
En række andre udgifter, så som hjemmepleje og kommunal genoptræning, er ikke medtaget i beregningen.
Oven i kommunernes udgifter skal der også lægges betydelige regionale sundhedsomkostninger.
Dertil kommer, at der er langt flere personer, end de der indgår i analysen, der har et skadeligt alkoholforbrug, som direkte eller indirekte påfører samfundet udgifter.
Når det er kommet så vidt, så hænger det ifølge Ulrik Becker sammen med, at alkohol er blevet en integreret del af dansk kultur og identitet.
- I Danmark er alkohol en del af den danske folkesjæl. Som dansker er man mærkelig, hvis man siger nej tak til alkohol. På det punkt adskiller vi os desværre fra en lang række andre lande, siger han.

Hvordan kan det være at et så stort samfundsmæssigt problem, bare bliver skubbet foran os, hvor er visionerne? hvor er pengene der skal til for at kunne etablere virksomme behandlings tilbud i større skala? hvorfor er alkoholisme et område som ikke er interessant for landets politikere? hvis statistikkerne taler sandt, så er mellem 5 og 10% af landets befolkning berørt af alkoholisme, flest på egen krop, men også rigtig mange gennem familie og sociale bånd.

 5-10% af landets folketings politikere svarer til: at mellem 7 og 15 af landets folkevalgte enten selv er alkoholikere eller i familie/relation med en eller flere alkoholikere. Det betyder jo at selv de der sidder højt på tinge, i et ret stort omfang er berørt af sygdommen alkoholisme, det kan bare ikke ses i deres prioriteringer. Jo, vist kommer der nogle pulje midler hist og her, men..... Jeg mener..... minimum 3,1 milliard??? Det er dælme mange penge at spare, eller tjene, og som bekendt er man nødt til at bruge penge for at tjene penge, altså, på den korte bane er man nødt til at investere i en kraftig opgradering af servicen på dette område, for på den lange bane at se hvordan budgetterne bliver lettet for de tunge poster, både i kommuner og regioner, og i sidste ende på vores allesammens husholdnings budget.

Jeg har igennem årene set andre budgettere med omkostninger i størrelsesordenen 10 milliarder årligt bare i forhold til alkoholisme, det er i grunden ligegyldigt om det er 3-5 eller 10 milliarder, for de menneskelige omkostninger i sig selv er så store at det alene burde være nok til at politikerne stod i kø for at hæve indsatsen på området..... men det gør de ikke..... Så kommer argumentet med hvad man reelt kunne spare, på sigt, og her går sådan nogle som mig måske galt i byen, fordi politikere ikke just er kendt for at tænke langsigtet (undtaget måske lige når det handler om at bygge broer og metro og lignende monumenter over egne fortræffeligheder! :-)).... Men hvad pokker gør vi? Hvordan får vi råbt dem op, der kan bevillige pengene til at gøre dansk afhængigheds behandling til en professionel behandling for alle danskere, der måtte have brug for det, gratis! En behandling der vinder respekt i resten af verden, fordi vi går foran, og er innovative på også det område?

Vi som er ramt af alkoholismens svøbe er jo ellers mange nok, hvis vi kunne stå sammen og råbe politikerne op, ville nogen af dem måske begynde at fatte interesse.... hvem ved????

Tak /C.

søndag den 19. januar 2014

12 trins behandling anno 2014

I de forudgående blog indlæg har jeg skrevet om egne erfaringer med Minnesota behandling i DK. Både som patient og som behandler i de foregående 15 år. Jeg har set mig om for at finde ud af om der er gang i nye tiltag som kan bringe behandlingen helt op i top, men jeg må sige at, bortset fra at aktør feltet er snævret betydeligt ind siden jeg var i behandling, så er der ikke sket revolutioner, hverken mens jeg arbejdede inden for området, eller i de 2 seneste år hvor jeg har været væk fra feltet. Desværre ser det ikke ud til at det har nogen større indvirkning på udviklingen af behandling i DK at der bliver færre udbydere, der til gengæld sidder på størstedelen af markedet...

Derfor har jeg kastet blikket ud i verden for at se hvordan man gør der, og denne blog handler om et tilfældigt valgt behandlings center i Skotland, det kunne have været så mange andre, men fordi denne behandling og dette sted, for mig at se, repræsentere det ypperste (eller tæt på) i behandling af afhængighed, har jeg valgt at bruge samme til afsæt i denne blog, om hvad der for mig er væsentlige kriterier for at drive fremadskuende, visionær behandling inden for afhængigheds området.

Lad det være sagt med det samme, der er sikkert nogle læsere af dette blog indlæg med erfaring inden for Minnesota DK der vil sige "Jamen det gør vi da også i Danmark!" Og det jeg vil forsøge at beskrive her, indebærer naturligvis elementer der også bruges i DK, det handler blot om at jeg ikke har fundet et sted i DK der er så gennemførte i deres behandling,  i det omfang jeg har fundet at man er på Castle Craig.

10 skarpe:

1, Visitation til behandling, telefonisk kontakt til specielt trænet visiterende personale, der laver en udførlig indledende samtale, denne samtale er med klienten, pårørende og helst også med vedkommendes praktiserende læge. det er udkomme af denne samtale der kan føre til indkaldelse til personlig samtale og efterfølgende indskrivning i døgn - ambulant eller tilbagefaldsbehandling. Al afrusning foregår naturligvis under indlæggelse.

1a, endvidere sidder et økonomisk team klar til at hjælpe med denne del, således økonomien er helt på plads inden behandlingen begynder, hvilket spare mange mande timer, og meget bekymring for klienten når vedkommende først er i behandling.

2, Indskrivning ved psykiater og læge, her lægges den indledende plan for behandling sammen med klienten. Afgiftning gennemføres under nøje overvågning af sygeplejersker, læger og psykiater.

3, Castle Craig er "front runners". Ud over de klassiske behandlings tiltag i forbindelse med afgiftning, tilbyder de for eksempel: 

 "Hyperbaric Oxygen Therapy" en visionær metode med brug af 100% ren ilt leveret i et tryk kammer, denne metode står nærmere beskrevet  på CC's hjemmeside. Men kort fortalt medvirker den blandt andet til: at rense kroppen for gifte og reparere på celle plan således skader på lever, bugspytkirtlen og hjerne udbedres hurtigere end ellers, og på naturlig vis. Jeg er ikke ekspert, men hvis det har fanget din interesse kan du læse om det her: http://www.castlecraig.co.uk/treatment/complementary-therapies/hyperbaric-oxygen-therapy 

4, På den yderst brede palet af terapeutiske tilbud på Castle Craig er også EMDR som er en meget effektiv form for traume terapi, det burde være en selvfølge at man kan tilbyde traume terapi i afhængigheds behandling, for en stor del af klienterne og deres pårørende har traumer der ikke kan "gemmes til senere". De kræver behandling nu mens klienten er i sikre omgivelser, og her har CC så valgt EMDR. Jeg er jo varm tilhænger af EFT og Matrix Reimprinting og overbevist om at disse energipsykologiske metoder er mindst lige så effektive som EMDR, men da jeg også selv har prøvet EMDR kan jeg absolut stå inde for effekten af dette også.

5, Kognitiv terapi er en fast bestanddel af CC's behandling, dette er et af de mest populære terapeutiske redskaber, også her i DK, og det ville give god mening også her hjemme at træne personalet i modellen, der sammen med 12 trins behandling, EFT og andre terapier, virker rigtigt effektivt (ved jeg af personlig erfaring). Og da det er den model man sværger til i det offentlige,  ville det gøre overgangen lettere for klienter mellem privat behandling og offentlige tilbud.

6, Alternativt er spændende, ikke et fy-ord på Castle Craig.... Man har en vifte af "alternative" terapier på CC. jeg skriver det i citations tegn fordi jeg bedre kan lide at kalde det supplerende, alternativt har desværre fået en negativ klang her i DK. Men på CC gør man brug af for eksempel: Heste terapi - Tromme terapi - Kunst terapi - Aroma terapi - Thai massage - Mindfullness og andet. Alt sammen fordi det virker og fordi mennesker er forskellige og har brug for individuelle tilgange til vores liv og problemer.

7, Castle Craig udmærker sig også ved at have en mangfoldighed af grupper med forskellige temaer, der er gruppe terapi omhandlende alkohol afhængighed - Voksen barn grupper - overspisnings grupper - Kognitiv adfærdsterapi gruppe - Ludomani grupper - Sorg grupper og mere... Hvilket gør at klienten får arbejdet målrettet med de problematikker der ligger ud over afhængigheden, i grupper gearet til netop den problematik.

8, Når jeg læser biografien på personalet, og filosofien over behandlingen man tilbyder, så er det klart og tydeligt at her er tale om et personale i konstant udvikling, helt fra direktøren til rådgiveren i primær behandlingen. Her er man søgende og ivrig efter at lære nyt, og dermed styrke sin behandling til gavn for brugerne, og alle der arbejder på centret. Det var for eksempel grundlægger af Castle Craig, Peter McCann der fandt frem til Hyperbaric Oxygen Therapy. 

I øvrigt står der ikke ét ord om hvor længe personalet har været ædru, eller hvor og hvornår de har været i behandling.... Det er ikke relevant! Det der er relevant er hvad de kan, hvad de står for. Jeg har arbejdet sammen med rådgivere der ikke var alkoholikere, der var blandt de bedste jeg nogensinde har mødt, ikke fordi de var alkoholikere, men fordi de var dem de var, og havde uddannet og dygtiggjort sig, gennem tiden....

9, Tidlig inddragelse af familien, allerede ved visiterende samtale via telefonen, bliver pårørende inddraget, spurgt til råds og kaldt til samtaler i behandlingen sammen med klienten og personale, for bedste udbytte for alle parter.

10, Efterbehandlingen på Castle Craig varer i op til 2 år! med fremmøde en gang ugentligt. Jeg synes ideen er fremragende, med tanke på hvor meget der skal ryddes op i, og med tanke på hvor længe der egentlig går før man kan siges at have en stabil ædruelighed, ja så lyder det fornuftigt. Der lægges også en omfattende efterbehandlingsplan ved udskrivelsen fra primær behandlingen. En plan som følges op på, ved de ugentlige gruppe møder, samt ved sessioner med terapeuter efter behov....

Hvis jeg skal sigte på nogle mangler ved denne behandling, som jo er meget mere omfattende end det jeg har kunnet komme ind på her, så vil jeg sige at;

1, Castle Craig endnu ikke har set værdien i at implementere EFT i deres traume og PTSD behandling, og behandlingen som helhed, men det skal jeg måske gøre dem opmærksom på ;-)

2, Jeg synes desværre at deres familie behandlings tilbud, ligner de traditionelle Minnesota tilbud, efter min mening er de langtfra tilstrækkelige, i mange familier er de pårørende mindst lige så påvirkede af drikkeriet som alkoholikeren er. ikke fysisk af at drikke, men psykisk - fysisk - socialt og følelsesmæssigt af at have levet med en alkoholiker....

Jeg vil i kommende blogs skrive min vision om behandling, jeg håber at du vil læse med og komme med input - erfaringer -tanker....

Tak /C

http://www.castlecraig.co.uk/







tirsdag den 14. januar 2014

Minnesota modellen. Hvilken årgang?


I den danske Minnesota behandling findes både ambulante og døgnbehandlings tilbud, begge behandlinger operere ud fra filosofien om fuldstændig afholdenhed, og en hengiven til AA´s 12 trins program med fremtidig fast deltagelse i AA møder, for at vedligeholde ædrueligheden.

Umiddelbart fint nok, men, min modstand mod denne model ligger ikke i teorien eller filosofien, men i udførelsen i praksis. Der er for mange der falder ud af behandlingen inden deres efterbehandling er afsluttet, og der er væsentligt flere tilbagefald end de tal man officielt holder sig til. Hvorfor er det så sådan?

Jo min tese er at, det produkt klienten får i bedste fald er mangelfuldt, Der er ikke én metode der virker 100% for alle, det er sikkert, og dermed er der grundlag for alle de metoder der findes og måtte komme, fordi vi er forskellige, ganske enkelt. Alle der kommer ind af døren til en behandling, er unikke, og har deres unikke problemer at slås med, ergo er det af afgørende betydning at behandlingen er individuel!

Dan Anderson, én af grundlæggerne af den behandlingsform som vi kender som Minnesota Behandling, blev en gang spurgt; "Hvad er egentlig en Minnesota behandling?" Dan svarede; "Hvilken årgang?" med det, mente Dan A. at Minnesota behandling var i stadig bevægelse, i stadig udvikling, med det sigte at kunne tilbyde det ypperste inden for behandling af afhængighed.

Efter 10 år i branchen kan jeg konstatere, at jeg høre det samme blive sagt, men det svarer ikke overens med det der bliver gjort.

Hvis Minnesota behandling skal fortsætte med at have en væsentlig rolle i behandling af afhængighed, og det synes jeg bestemt at den skal, så er man nødt til at forny sig, man er nødt til at kigge ind ad og reflektere over egen værdi og egen formåen. Set-uppet skal nødvendigvis være gennem professionelt og etisk uangribeligt, der skal være en ledelse der er uddannet til at køre forretning og udvikling af samme, der skal være en personale base der er i fortsat uddannelse og udvikling, supervision udefra kunne være én tilføjelse af stor værdi for behandler teamet. Desuden er man nødt til at se ud i verden efter inspiration, der er mange gode eksempler på hvordan man reformere en behandling og gør tilbuddene tidsvarende, sit personale dygtigere og bedre uddannet i mens man samtidigt tjener gode penge på at gøre gavn. I næste blog giver jeg et eksempel på dette.

Lad mig starte med personalet i Minnesota DK 2014. Der går rigtig mange ildsjæle rundt på danske behandlingscentre, som stille og roligt slukkes, fordi de år efter år, oplever at intet ændre sig til det bedre, videre uddannelse er for de få og alt for tilfældigt valgt. Hvis man som ledelse har en strategi for udvikling af virksomheden, ved man også hvordan man gerne vil uddanne sit personale, og hvilket personale man ønsker at tiltrække. Jeg er ked af at sige det, men for meget personale, sidder der hvor de gør, fordi de ikke tør at gå, ikke tror at de kan finde noget andet, eller fordi de (lige nu!) er på god fod med chefen, ikke på grund af deres evner og kvaliteter.... Hvem gavner det? Ikke patienterne.

Ledelsen; Jeg har som jeg har skrevet før, arbejdet på flere forskelige døgn og ambulant behandlingssteder igennem årene, kun et sted har jeg arbejdet for en direktør der var fundet uden for Minnesota regi, og professionelt uddannet i ledelse, alle andre, ledere, er enten de der har startet virksomheden af et godt hjerte, efter selv at have været i behandling andetsteds, eller ædru alkoholikere udefra der er kommet ind og har fået leder poster. Er ædruelighed i sig selv et adelsmærke? I alle andre brancher end Minnesota, vil det ikke være nok til at lede en professionel virksomhed der omsætter for store millionbeløb hvert år.

Behandlingen; Der bliver lovet rigtig meget når folk skal i behandling, hjemmesiderne ser fine ud, og der bliver stillet klient og pårørende en masse i udsigt, desværre er det ikke sådan i virkeligheden, det kan det ikke være når de rådgivere man siger at man har, de ligger og skrubber gulv på badeværelserne eller har fri om dagen fordi de har haft nattevagt.... Der bliver i skemaet slebet, skåret, pudset og passet til hele tiden, fordi der sjældent er det personale som der burde være, samtale raten med den enkle er alt for lav, der bliver ikke gået i dybden med større problematikker, det er tiden ikke til.....

Meget af succesen i behandlingen tilskrives trin opgaverne, hvis de bliver lavet godt, er man halvvejs i mål, det skal tilføjes at det er helt gratis at lave trin arbejde i AA med en sponsor, så jeg har svært ved at se hvordan man kan forsvare at fortsætte med brugen af disse opgaver, og samtidigt kalde det for behandling.....Det er immervæk en behandling der lover at man går professionelt til opgaven, med special uddannede terapeuter/rådgivere, de skriftlige opgaver er gavnlige, men ikke at forveksle med samtale terapi med en uddannet terapeut.

Akilleshælen i 12 trins behandling er at succes i behandling forudsætter en accept af og engagement i AA. Jeg er selv AA'er men forstår til fulde de der er skeptiske, bange for at det er en sekt og i øvrigt har stor modstand på det "Højere magt" eller "Guds begreb" som man arbejder med her. Når behandlingen hviler på to søjler hvor af den ene er AA programmet, vil der nødvendigvis være mange der ikke kan eller vil være med, hvad gør man for dem? Der mangler alternativ tænkning udi hvad ædruelighed er og kan være. At være ædru er ikke det samme som at være AA'er  og hvis man føler sig presset ind i en gruppe man ikke føler sig godt til pas i, er man med garanti ikke særligt lykkelig, hvorfor vejen til tilbagefald er lagt....Nytænkning tak!

Der er i øvrigt stor forskel på hvor meget vægt den enkelte behandler lægger på AA programmet, igen vil jeg sige, at der ikke er sammenhæng mellem det man siger og det man gør. Når klienter dag ud og dag ind får undervisning i AA programmet, trin opgaver, bliver kørt ud til AA møder, og fortalt om og om igen at "det er vigtigt at gå i AA, og mindst lige så vigtigt at finde en sponsor og arbejde med trin" så nytter det ikke noget at der er forskelige opfattelser af dette spørgsmål. Jeg har mere end én gang stået over for klienter, der siger noget i stil med; "Jeg forstår ikke hvorfor du siger at jeg skal finde en sponsor,, min egen rådgiver har lige sagt at det er bedst at jeg venter en 3-4 måneder, inden jeg går i gang med trinene"? Hvad er rigtigt? Ja hvis man vil følge filosofien i AA kan det kun gå for langsomt med at finde en sponsor og gå i gang med trinene..... Fælles fodslag på et så fundamentalt område er nødvendigt hvis man vil fremstå troværdig....

I Danmark, ligesom i verden i øvrigt, skriver man at behandlingen er individuelt funderet men, i virkeligheden, minder meget behandling om samlebånds arbejde, volumen er vigtig, omsætningen er alt, så mennesker der er blevet lovet en individuel tilgang til deres problemer, bliver mødt med samme behandling som alle andre, dette til trods for løfter om det modsatte. Desværre hænger dette sammen med manglende tid, og manglende uddannelse, hvis ikke man uddanner sine medarbejdere løbende, så får de ikke ny viden og ny inspiration, uden det, bliver personalet til "repeatere" de gentager de samme manøvre, med nye klienter, og udbyttet i form af ædruelighed og øget livskvalitet for klienten, udebliver.

En gammel kollega og jeg filosoferede engang over en bekendt som gik til alle patienter og til alle problematikker på samme måde, det sammenlignede vi med at have én hammer, som man brugte til at slå alle former for søm i med, det duer ikke, man er nødt til at have en værktøjs kasse der er velassorteret ellers ender det med at man taber det vigtigste man har på gulvet, klienten....Uden dem ingen behandling.

Men lige som at værktøjs kassen skal være velassorteret, er det min holdning at man vil gøre sig selv og i særdeleshed sine klienter en stor tjeneste ved at begynde at se på, hvad ædruelighed også kan være, hvis man kan rumme dem der ikke kan forlige sig med AA, og finde løsninger sammen med dem, så er man nået langt, i dag bliver de bare tabt på gulvet.


Vi kan gøre det meget, meget bedre, men det kræver at vi begynder at personificere behandling, at der bliver taget nye og mere effektive metoder i brug, at man tør at investere i det personale der trods alt har en rimeligt stor betydning for de der går igennem behandling, her tænker jeg uddannelse og supervision, professionel adskillelse mellem ledelse af forretningen og gennemførelse af behandlingen. Sygehus direktøren går ikke ned på den enkelte afdeling og diktere hvordan en patient skal behandles/opereres, men det gør direktøren i danske Minnesota behandlinger, dem jeg har mødt gennem årene, vil have fingeren på pulsen på alle planer, meget agtværdigt, eller et udtryk for manglende tillid til alle andre, end én selv, det skal jeg ikke kunne sige, men hvis man er leder af en virksomhed der omsætter for et to cifret million beløb årligt, kan man ikke også have viden og overblik over hver enkelt hændelse i alle afkroge af firmaet, der er man nødt til at uddelegere ansvaret og så lade de, der rent faktisk er uddannet til det, om at forestå behandlingen. Det kan godt lade sig gøre, og endda som en profitabel forretning :-) 

I næste indlæg vil jeg give nogle håndfaste eksempler på forskelle i dansk og udenlandsk 12 trins behandling

 Tak /C

mandag den 13. januar 2014

Blå øjet idealisme versus realisme.

I 1999 kastede jeg håndklædet i ringen, jeg var slået, jeg kunne ikke mere, og af de få udveje jeg kunne se, var en behandling den mindst skræmmende, selv om jeg var bange for hvad jeg ville blive udsat for.

Grundet de stigende priser på lejligheder i DK og København i særdeleshed, kunne jeg selv betale min behandling, Jeg så mig om efter ambulant behandling, for døgn behandling skulle jeg ikke i, jeg havde set noget i tv engang, hvor man så disse alkoholikere fare omkring i housecoats på Lolland. Stedet hed Egeborg, og var det første af sin slags i DK. DET var ikke noget for mig.

Jeg var heldig at der et par år, inden jeg var klar, var åbnet et ambulant tilbud i det centrale København, og efter indledende telefon samtale og derefter en grundig visiterende samtale på stedet, blev jeg indskrevet i behandling. Resten er historie, for så vidt angår min ædruelighed, jeg gennemførte behandling inklusive efterbehandling, i alt 1 år.

Med stor taknemmelighed til stedet, personalet, de andre patienter, AA og min egen villighed til at gøre det der er nødvendigt for at forblive ædru, kan jeg se frem til at fejre min 15 års ædrueligheds dag d 24 marts 2014.

Som så mange andre i en afhængigheds behandling, blev jeg betaget af arbejdet de udførte, jeg kan huske at jeg tænkte ved mig selv, at dét måtte være verdens bedste job! At hjælpe alkoholikere og deres familier tilbage til livet, her var noget jeg godt kunne tænke mig at lave.

Jeg rådførte mig med personalet om mine tanker og de var yderst støttende, holdt dog fast i at det vigtigste nu var at jeg fik min ædruelighed på plads, så kunne jeg altid vende tilbage til ideen om at blive behandler senere, desuden, sagde de, skal du have mindst 2 års ædruelighed, for at komme ind på uddannelserne som rådgiver.

Jeg blev fast del af AA og arbejdede med sponsor og trin, ganske som det var blevet mig "foreslået" i behandlingen, foreslået er i citations tegn fordi det var den slags forslag der kom med en formaning om at hvis jeg ikke gik til mindst 2 AA møder ugentligt ville jeg blive smidt ud af behandlingen.... Min tro og frygt for autoriteter var stor nok (på daværende tidspunkt) til at jeg gjorde som jeg fik besked på, jeg er taknemmelig i dag, det var det jeg havde brug for, på det tidspunkt i livet. Det er væsentligt at tilføje at jeg med tiden blev rigtigt glad for at gå i AA, jeg har mange bekendte fra fællesskaberne og en del rigtigt nære venner.

Nå, tiden kom hvor jeg kunne begynde at søge ind på uddannelserne. Der var på det tidspunkt 2 udbydere i DK, men jeg var lidt loren ved det, kan ikke forklare præcis hvad det var, men et eller andet, bød mig i mod. U-tilfældigt tilfældigt blev jeg inviteret af en anden AA'er på weekend på Møn, hvor vi skulle "Speake" det vil sige, fortælle vores livshistorier til en patient gruppe, og her mødte jeg en rådgiver praktikant, der var i gang med en uddannelse med base i Irland. Jeg kørte med ham hjem til Amager hvor vi begge boede den gang, og udfrittede ham godt og grundigt om denne uddannelse, derfra var der kun én vej, jeg var nødt til at finde ud af mere.

Jeg fandt ud af hvordan man søgte ind, og besluttede at jeg måtte sælge min lejlighed igen hvis nødvendigt, (Jeg havde købt en ny, i mens jeg var i behandling), priserne fortsatte deres himmelflugt og med lidt held....

Jeg kom ind på uddannelsen, efter at være fløjet en tur til Irland og have brugt en weekend sammen med andre ansøgere fra hele Europa på at blive testet i vores viden om AA og behandling, samt diverse personligheds test. Lejligheden blev solgt, og jeg var klar, jeg sagde mit daværende job op og havde god ro i maven i forhold til den kommende tid, jeg vidste med mig selv at jeg var god til Engelsk, og jeg håbede at jeg kunne klare det høje akademiske niveau der blev lagt op til. Men uanset hvad, havde jeg truffet den beslutning at jeg ville udfordre mig selv til det yderste, samt lovet mig selv at, hvis det ikke fungerede og jeg ikke var rådgiver materiale så kunne jeg i hvert fald sige at jeg havde forsøgt, det i sig selv var en sejr, med tanke på at jeg blot et par år forinden var døden nær af druk....

Det gik godt, jeg knoklede, jeg havde fuldtids studier, 1 måned af gangen i Irland og 3 måneder af gangen her i DK i praktik. Jeg syntes det var fantastisk at få lov at komme ind i folks liv, og hjælpe dem tilbage på sporet, jeg var på den rette hylde :-). Sådan kørte det i et år uden pause.

Jeg husker at jeg undrede mig, når vi efter 3 måneders praktik kom tilbage til skolen, for her brugte vi altid nogle dage på at gennemgå praktikken og få besvaret spørgsmål. Vi sammenlignede naturligvis også oplevelser, jeg sad med stor undren og overhørte de andre fortælle hvor stressede de havde været over at have fået ansvar for 2 eller 3 patienter, jeg havde ansvaret for 14!!! allerede i min anden praktik blev jeg gruppe leder, og havde patienter på lige fod med de ansatte rådgivere, min danske klasse kammerat fortalte om lignende oplevelser fra hans praktik, så jeg var overbevist om at vores var den rigtige måde, mens englænderne, irlænderne, hollænderne og franskmændene var nogle pylrehoveder..... Måske ikke.....

Da jeg bestod min eksamen, blev jeg samtidigt tilbudt ansættelse på mit praktik sted, jeg sagde ja tak i begejstring over at få et job med det samme, men havde ondt i maven af stress ved tanken om at skulle hjem og kører på i samme tempo uden de afbræk på 1 måned af gangen hvor jeg skulle i skole, jeg holdt noget ferie sammen med min familie, og her besluttede jeg at jeg måtte sige nej tak, jeg ville komme til at bruge 15-16 timer dagligt på rejser og arbejde, fordi vi boede på Amager og virksomheden lå på Møn, desuden var der lige det med at have ansvar for 12-14 patienter, det var hårdt, meget hårdt, derudover havde vi alle sammen jo ekstra "tillidsposter".

Efter nedgang i patient antal over et par måneder, besluttede man nemlig at skære i staben, det betød at man skar i antallet af nattevagter, og fyrede rengørings damen, men der skulle jo stadig være nogen om natten, og der skulle gøre rent!!!

Vagt skemaet var også blevet ændret i min sidste praktik så jeg og de to andre rådgivere havde et 3 ugers skema der betød at vi hver 3 uge arbejde 74 timer, dog kompenseret med et par fridage i en af de øvrige uger, men nogle vagter var fra 8.00 til 22.00 dertil kom at jeg jo stadig havde studiet, så jeg havde travlt, og vidste, da jeg nærmede mig opstart som ansat rådgiver, at det ikke ville blive bedre, så jeg sagde nej tak, valgte en periode som ledig, indtil mit navn dukkede op i puljen hos en konkurrent, jeg blev ansat i efterbehandlingen, men snart afløste jeg og siden blev jeg ansat som fast rådgiver, jeg var der i 2 år.

Siden havde jeg nogle gode oplevelser med ambulant behandling, hvor jeg var i flere år. Stadig var arbejdspresset enormt og som rådgiver var man ikke bare ansat til at have med patienterne at gøre, der var altid andre gøre mål, man skulle jo nødig gå og kede sig ;-)....

De sidste 5 år i Minnesota branchen var jeg igen tilbage i døgnbehandling, jeg elskede det, stedet, menneskene, atmosfæren når vi kunne gøre vores job og gøre det ordentligt, stedet var mindre end de foregående, så der var ikke så mange patienter af gangen i huset, til gengæld var listen over forskelige andre gøremål vi blev bedt om at udføre, meget længere og meget mere omfattende.

Jeg tænkte ind i mellem tilbage på de historier mine med studerende fortalte om  hvordan behandlingen var opbygget i f.eks. England, hvordan der var et omfattende personel, med specialer og kerne områder, som ikke gik ind og havde andre funktioner, jeg tænkte, hvorfor kan det lade sig gøre i Irland eller England? Når det tydeligvis ikke kan lade sig gøre i DK? Her oplevede jeg altid at citronen blev presset, lige lidt mere, vi skulle hele tiden løbe lidt hurtigere, det til trods for at der var fremgang i patient antal, at virksomheden tjente mere, jeg forstod det ikke....

Jeg kan konstatere at jeg havde haft en noget anden forestilling om hvad det indebar at arbejde med mennesker i en misbrugs behandling, end det jeg oplevede, da jeg kom ud i praktik, og sidenhen i mine forskelige ansættelser. Der skal ikke herske tvivl om at kontakten med patienter/klienter var fantastisk og virkeligt berigende, jeg har haft så mange store oplevelser, så det alene har været det hele værd. Jeg har også arbejdet sammen med de allerbedste i branchen, og har fået venner for livet via de år som rådgiver i Minnesota behandling :-).

Dette blog indlæg er ment som en lille gennemgang af mit liv i Minnesota branchen, så du som ikke kender mig, får en idé om hvad min baggrund er for at udtale mig om samme.

I de kommende blogs vil jeg uddybe og beskrive de problem stillinger jeg mener at der er i Dansk Minnesota behandling i dag, samt give nogle eksempler på hvordan man gør andre steder i verden.

Tak fordi du tog dig tid til at læse med :-) /Carsten



torsdag den 9. januar 2014

Gammel vin på nye flasker?

Vi skriver 2014 og det er tid til refleksion og genovervejelse over valg truffet i det seneste år.

For alkohol politikken i DK ser det dog ud til at intet har ændret sig, alt er som det plejer, ingen fornyelse, hverken i de offentlige tilbud eller i de private for den sags skyld.

Nogle ville forsvare denne "laden stå til" med at der ikke er grund til at ændre på et koncept der virker, men gør det nu også det?

De etablerede spillere på markedet vil ikke stille spørgsmålet, og de er heller ikke meget for at besvare det skulle jeg hilse og sige. Det er som om at man rører ved noget helligt, noget som bare skal have lov at være....

Jeg er af den overbevisning at intet er helligt. Hvilket betyder at jeg igennem min karriere, altid har stillet spørgsmål og har udfordret de overbevisninger der ligger til grund for den behandling vi tilbyder afhængige og deres pårørende i Danmark.

Det vinder man ikke mange venner på i det etablerede behandlings system, tværtimod, men ved du hvad? Jeg er ligeglad. For den behandling der findes i dag, er ikke det bedste der findes, det er ikke den ypperste, ikke den fornemmeste, det er et lav prioritets område for vores politikere, på trods af tal fra offentlige organisationer, der fortæller at ca 140.000 danskere er afhængige af alkohol (lavt sat), og ud fra min erfaring, derfor i snit mindst 2 pårørende der lider under samme, hvilket giver yderligere 280.000 danskere der lever i og med alkoholisme, det til trods, mener politikerne tilsyneladende ikke at der er stemmer i at gøre en indsats for denne befolkningsgruppe, nu vel, de sætter midler af, som kan søges til projekter og lignende, der bliver sågar delt ud af tips midler, i erkendelse af at staten tjener tykt på spil i dette land, og at organiseret spil generere ludomaner. Men der bliver ikke gjort nok for denne gruppe, der bliver ikke gjort nok for afhængige og deres pårørende, slet slet ikke.

Jeg har mest forstand på alkoholisme og medafhængighed i den sammenhæng, det er i den forgrening af behandling jeg har arbejdet i over 10 år, og derfor vil det være nærliggende for mig at bruge bloggen på at skabe opmærksomhed på mangler og muligheder inden for denne del af afhængigheds spektret, men min holdning er at afhængighed er afhængighed, og man kan fint bruge de samme redskaber i arbejdet med heroin eller gambling som man benytter i forhold til alkoholikere og omvendt, mange af dem i hvert fald.

Virker behandlingen i DK?

Jeg har i det seneste års tid, gennemtrevlet behandlings tilbuddene i kommunerne, og her i regionen hvor jeg bor, har man stadig stor tiltro til Antabus, givet af sygeplejersker fulgt op af et par samtaler med en social rådgiver, det er behandlingen.... Nogle af disse kommuner laver og tilbyder så nogle gruppe forløb, og ganske få af dem, har aftaler med private udbydere, således at alkoholikere der ikke kan klare sig ved antabus og viljestyrke, kan visiteres til døgnbehandling.... Det er det!

Det første der undrer mig er; Hvorfor er alkoholisme som i følge WHO er en sygdom, hvorfor er denne sygdom lagt ud i kommunalt regi? ALLE andre sygdomme er lagt ud i regionerne?? Men ikke alkoholisme, der kan du gå ned i ambulatoriet eller på Lænken, og få.....antabus..... Det er helt forkert.

Alkoholisme koster milliarder årligt, på grund af indlæggelser på sygehus, i psykiatrien, sygemeldinger, skilsmisser, anbragte børn, vold, fængslinger etc. Men af én eller anden årsag mener man fra politisk side, at afhængighed skal behandles ved at give alkoholikeren noget der gør ham/hende syg hvis de drikker, der vil de så kortvarigt kunne komme på sygehus, hvis de drikker, men så tilbage i den kommunale træde mølle....

Jeg ved godt at jeg forenkler den kommunale indsats, for jeg er bevidst om at der er god hjertede medarbejdere der ude, der forsøger at gøre en forskel, men det er ikke nok. Når man så kigger på hvilket personale man søger i kommunerne, ja så må jeg ryste på hovedet, det man primært går efter, er socialrådgivere/formidlere, der gerne må have erfaring inden for afhængighed? I hvilke andre sammenhænge søger man personale der skal være specialister, der ikke behøver at være det?

Det svarer til at man til hjerne kirurgi søger praktiserende læger..... Det virker som om man bare skal kunne lovgivningen, så er det knap så vigtigt om man kan skabe rapport med alkoholikeren.....

Jeg og flere andre er i gang med at skabe nye tilbud, for det er hårdt tiltrængt og en drøm for mig og mange andre, at behandlingen i DK bliver det bedst mulige i verdenen anno 2014, så god at vores partnere ude i verdenen skeler til os når de skal forbedre deres tilbud. I dag er det ikke tilfældet, men, det bliver det, hvis vi arbejder for det!

I kommende blogs vil jeg fortsætte med at kaste lys på eksisterende tilbud, jeg vil også skrive om Minnesota behandlingen, som jeg har arbejdet inden for i mange år, det er på tide at nogen løfter sløret for en behandlings form, der står i stampe i bedste fald, i værste fald er på vej til bage til "gamle dages dyder og metoder". Mere om det senere.....

GODT NYTÅR DANMARK :-) Carsten