De fleste kender Jeppe på bjerget af Holberg, historien om den fattige, tugtede mand der pludselig vågner op i baronens seng, og får alt det han altid har drømt om.....
Hvorfor drikker Jeppe? Det spørgsmål har jeg stillet under foredrag om alkoholisme et utal af gange, ment som en udfordring, stilet til de tilhørere der var i behandling for deres afhængighed.
Jeg stillede spørgsmålet for at finde ud af hvor klienterne var i deres opfattelse af alkoholisme, og der kom mange variationer af svar, men ofte var der en tilbøjelighed til at svare at Jeppe drak fordi han var svag, fordi han var fattig, fordi han var gift med en ondskabsfuld kvinde, fordi alle så ned på ham og andet i samme dur....
Det rigtige svar er naturligvis at Jeppe drak fordi Jeppe var alkoholiker :-)....
Han drak ikke fordi han var en svækling, fordi han ikke havde nogen rygrad eller fordi han ikke kunne tage sig sammen, han drak fordi han ikke kunne andet! Det tydelige bevis på det er jo at Jeppe ikke holdt op med at drikke da han vågnede i baronens seng og pludselig havde alt han drømte om, og endda var kommet langt væk fra Nellie.... Næh Jeppe fortsatte med at drikke, og da herskaberne var færdige med at lege med ham, satte de ham ud i møddingen igen og han fortsatte med at drikke....eller hvad?
Først det første, en alkoholiker er ikke en svag person uden rygrad og viljestyrke, de fleste alkoholikere jeg har mødt er fantastiske, kloge, dygtige, velmenende, hårdt arbejdende mennesker, der et eller andet sted på deres livs rejse, begyndte at bruge alkohol til lindring og endte med at være afhængig af skidtet, så de ikke kunne lade være med at drikke, selv om problemerne blev større og voldsommere, konsekvenserne tårnede sig op og andre fjernede sig fra dem, eller udstødte dem af arbejds - social og privat cirkler....Alle de konsekvenser til trods, fortsatte mange, og der sidder rigtig mange lige nu som har mistet alt, eller har en trussel hængende over hovedet om at blive forladt, som fortsætter med at drikke, sindssygt ikke?
Ikke desto mindre er det sandt, det første der sker når en alkoholiker får at vide af sin læge at hans lever er ved at stå af, det er at han skynder sig at finde et vandingshul og slukker sin tørst og skyller det ubehagelige budskab ned.... det lyder ikke som noget et klogt menneske kunne finde på, man må da fatte at så skal man da stoppe ikke? Jo da, men når man er alkoholiker, så er man i praksis holdt op med at bestemme selv, det er alkoholen der styrer showet....
Se på Jeppe! Om han vågnede op blandt svinene i svinestien, på møddingen, eller i baronens seng, det første han tænkte på, det første hans krop, hans hjerne, hele hans væsen krævede var, noget at drikke.... Når han først havde fået noget indenbords, så kunne Nellie bare komme, så blev han ligeglad for en stund, indtil abstinenserne krævede at der blev fyldt på igen, og sådan kan det fortsætte, og sådan fortsætter det for rigtig mange alkoholikere, indtil de dør af leversvigt - betændt bugspytkirtel eller et utal af andre alkohol relaterede lidelser, eller måske endnu værre, indtil de udvikler en alkohol demens, som jeg har set flere eksempler på, ikke nogen ønskværdig tilstand skulle jeg hilse og sige....
Men hvis Jeppe drikker uanset hvordan omstændighederne forandres, hvordan kan man så holde op? er der så slet ikke håb for alkoholikere?
Jo! Der er bestemt håb, jeg synes selv at jeg er et eksempel på dette, ligesom rigtig mange af de dejlige mennesker jeg har mødt igennem årene i min tid i Minnesota behandling og AA.... I dag er det 14 år og 11 måneder siden jeg satte proppen i flasken og blev ædru, jeg var nået til min mødding, min svinesti og også nået til at alkoholen ikke hjalp mere, den lindrede ikke, den gjorde hele tiden ondt værre, så jeg kunne ikke drikke, og jeg kunne heller ikke lade være, eller det kunne jeg jo så..... Der skete et eller andet med mig, i mig for de efterhånden mange år siden, og jeg overgav mig til alkoholen, jeg havde i de foregående 16-17 år forsøgt at vinde over alkoholen, at styre den, selv om jeg havde så mange erfaringer med mig i at; hver gang jeg tog den første, så endte jeg med at drikke en til og en til og....
Alligevel var jeg så "sindssyg" at jeg lykkedes med at overbevise mig selv om at "denne gang har jeg styr på det" og tja, det havde jeg jo så ikke....
Min løsning var at overgive mig, at indrømme at alkoholen styrede mig og ikke omvendt og, at jeg skulle holde mig fra den første, for så blev jeg ikke fuld, så tog jeg ikke den næste og så videre, jeg kunne ikke gøre det alene, jeg gik i behandling, jeg blev ivrigt medlem af AA og jeg arbejdede sten hårdt med at tilegne mig nogle nye principper og livsholdninger, hvor jeg tog ansvar for mit eget liv, og ryddede ud i fortidens ødelæggelser, samtidigt med at jeg på daglig plan gjorde et hæderligt forsøg på at undgå at komme i uføre, det skal siges at det bestemt ikke er lykkedes lige godt hver dag, jeg har godt nok truffet mange dumme valg, og har ikke altid opført mig som jeg ville ønske at jeg kunne, men jeg har holdt mit løfte til mig selv om at jeg "ikke drikker, én dag af gangen" UANSET hvad livet, verden, andre mennesker og jeg selv i særdeleshed, måtte byde mig, intet og jeg mener intet er en "god nok grund" til at tage den første genstand og starte den rejse tilbage til mit selvskabte helvede....
Jeg tror på at vi alkoholikere begynder at bruge alkohol som lindring, at vi har noget indeni som vi ikke kan bearbejde, ikke kan slippe, ikke kan flygte fra, det variere meget, hvad det præcist er, men vi finder en "løsning" i flasken og den virker også, for en tid, indtil den skæbnesvangre dag (ingen ved desværre præcis hvornår det er!) hvor alkoholen begynder at blive problemet i stedet for løsningen, når det sker, så er man fanget, ligesom Jeppe på bjerget, jeg er overbevist om at Jeppe ikke havde nogle intentioner om at drikke sig så fuld at han vågnede op sammen med svinene, eller ude i møddingen, jeg er sikker på at han "bare lige ville have for en skilling snaps for at få lidt ro på" men alkohol er så stærk en overmagt for en alkoholiker, at når først man har indtaget den første, så ved man aldrig helt hvor og hvornår det ender.....
Så løsningen, eller rettere, begyndelsen på løsningen er og har været for mig "at lade være med at tage den første".... Jeg er nemlig færdig med at vågne op i svinestier og på møddinger rundt omkring.....
Hvorfor drikker Jeppe? Jeppe er alkoholiker, og han kan ikke andet, i det mindste ikke før der bliver præsenteret en anden mulighed for ham, og her hjælper antabus og forsøg på at skære ned desværre ikke, måske er der nogen der har erfaring med dette som vil sige mig i mod, men for mig og for de millioner af alkoholikere der ude, der har prøvet at skære ned, kun drikke i weekends, kun drikke dyr rødvin, kun drikke almindelige øl, erstatte med "alkohol fri" øl i en periode og så videre, ja så virker det ikke at tage en pille der gør os syge af at drikke det vi er blevet afhængige af!
Alkoholisme er en fysisk allergi kombineret med en psykisk besættelse......
Allergien kommer til udtryk på følgende vis; Jeg reagere anderledes end almindeligt drikkende mennesker når jeg indtager alkohol, jeg skal have mere, og mere....
Den psykiske besættelse gør at jeg hele tiden/en stor del af min tid, tænker på alkohol, planlægger hvor, hvornår, med hvem og hvorfor jeg skal drikke..... dagdrømmer, føler trang, savn, mangel og så videre.... I en sådan grad at kun en genstand kan få Dr Jekyll og Mr Hyde til at holde kæft et øjeblik, indtil allergien sætter ind og min krop kalder på nok en genstand, som bare forstærker den psykiske besættelse som....
Jeppe drikker fordi Jeppe er alkoholiker men, man kan godt komme ud af det, og så er det at alle disse fantastiske mennesker dukker op som har været gemt inden i hver sin alkoholiker, pludselig ser man dem igen, og oplever, hvor kloge, kærlige, venlige, dygtige, flittige, ansvarlige og respektable de kan være, og grundlaget for det hele!
Det er at de ikke drikker.... én dag af gangen!
Tak fordi du læste med så langt, giv endelig kommentarer og spørgsmål frit løb hvis du har nogen ;-)
/Carsten
søndag den 23. februar 2014
søndag den 16. februar 2014
Center For Afhængighedsramte Familier i Danmark
CFAR står for Center For Afhængigheds Ramte Familier i Danmark.
Min vision for behandling og tilbud om hjælp til hele familien.
Jeg har i foregående blogs skrevet om Minnesota behandling og om de offentlige behandlings tilbud. I denne blog vil jeg beskrive hvilke redskaber og tilbud jeg vil arbejde på at indføre i behandling af afhængighed.
Først og fremmest er det værd at notere sig at jeg kalder behandlingen for Center for afhængigheds ramte FAMILIER! Dette skyldes de mange års erfaring jeg har inden for behandling hvor jeg har set hvor meget familier lider sammen og hver for sig, når et medlem bliver afhængig, uanset stoffet er alkohol - stoffer - piller - medicin - spil - sex eller anden tvangspræget afhængig adfærd. Jeg har også egne ar på sjælen i forhold til at vokse op i en alkoholiseret familie, ar der til stadighed har været med til at forme mit liv og min tilværelse. Konklusionen er klar; det hjælper, når den afhængige går i behandling, men det løser ikke alle problemer, de pårørende har stadig ar på sjælen som de fortjener al mulig hjælp til at bearbejde.
I min behandlingsvision vil behandling ikke fokusere på den afhængige som et individ men på familien, eller familiesystemet om man vil, det viser sig igennem forskning at bekræfte mine egne erfaringer og observationer, den afhængige gennemføre behandling og klarer sig langt bedre når familien bliver involveret i behandlingen, men jeg synes ikke at det er acceptabelt at involvere familien hvis det blot drejer sig om at succes raten skal forhøjes for den afhængige, jeg mener at familien skal involveres for den enkeltes egen skyld og for familien som helhed....
Hvordan?
I forrige blog skrev jeg at jeg havde lavet en lille bruger undersøgelse blandt pårørende og her spurgte jeg om interessen i et tilbud til dem, hvis tilbuddet havde samme omfang som det tilbud den afhængige fik, ikke overraskende var der stor tilslutning til den idé. 40 ud af 42 ville takke ja hvis de fik muligheden.
Jeg tænker CFAR som et 3 delt behandlings center:
1, Afrusning/stabilisering/udredning forestået af lægefagligt personale i døgn regi.
2, døgn behandling for de der matcher disse kriterier.
3, Ambulant behandling.
Der kan være to mulige scenarier hvis pårørende skal deltage i behandling på lige fod med de afhængige.
Man kan lave en blandet behandling, jeg har arbejdet et sted, hvor vi gjorde det, og skal hilse at sige, at det var virkelig effektivt for alkoholikere at sidde i gruppe sammen med voksne børn og omvendt. Ludomanen fik rigtig meget ud af at sidde sammen med kokain misbrugeren, og den medafhængige ægtefælle fik rigtig meget nytte af at arbejde sammen med alkoholikere. Naturligvis vil jeg splitte familier op således de ville komme i hver sin proces, uden at skulle forholde sig til nære pårørende.
I ambulant regi kunne man også forestille sig følgende: at man deler ugen op således den afhængige er i behandling mandag - onsdag - fredag og de pårørende tirsdag og torsdag i lige uger hvorefter man bytter i ulige uger, så vil alle få samme behandling i længde og indhold. Man kunne lave særlige grupper for børn der kører hele dage i en given periode.
Fælles for alle, ville jeg arrangere kursus weekends, hvor hele familien samles og arbejder på det fælles projekt der hedder at komme videre sammen. Her vil der være mulighed for særlige oplæg om følelser - kærlighed - relationer - kommunikation - sexlivet efter behandling osv osv. Der vil blive arrangeret særskilte familie samtaler hvor der bliver talt ud om alt det der kan stå i vejen efter endt behandling, der bliver lagt fælles planer for fremtiden om vedligeholdelse og styrkelse af ædruelighed og udvikling, såvel personlig som i fællesskab.
Naturligvis er der familier der ikke ønsker at deltage i et så omfattende program sammen, men tilbuddet skal være der, og det skal ikke koste en formue, det behøver faktisk ikke at variere væsentligt fra de priser der allerede er på markedet i dag. Jeg har lige set at en 5 ugers døgnbehandling nu er oppe på ca 82.000 kr. hvis pengene anvendes rigtigt kan man få rigtig meget behandling for sådan et beløb, til hele familien vel at mærke....
Efterbehandlings tilbuddet vil være minimum et år, her vil der fortsat være mulighed for samtaler med terapeut, både alene og som par eller hele familien samlet.
I modsætning til Minnesota behandling i Danmark så vil fokus ikke være på 12 trins modellen, og ej heller på at klient og pårørende skal finde deres vej ud i AA og de andre 12 trins fællesskaber, ikke udelukkende i hvert fald. Jeg ved af egen erfaring samt fra rigtig mange af dem jeg har haft med at gøre i behandling, at 12 trins fællesskaberne har en berettigelse. Men som jeg også tidligere har skrevet i bloggen, så er det bestemt ikke alle, der føler sig godt tilpas i disse selvhjælps grupper, derfor vil det være afgørende at tænke nyt og at se på andre muligheder, for socialt samvær, og for at mødes med ligesindede. LifeRing og Smart Recovery er blot nogle af de nye muligheder. Der er også nogen der finder deres ben at stå på i Lænken, og igen andre, der får den øgede livskvalitet og glæde ved det ædru liv, som er så væsentlig, ved at engagere sig i helt andre sammenhænge, der ud over er det CFAR's forpligtigelse at skabe rammerne for socialt liv og nye tiltag til gavn for de der er, har været og kommer i behandling.....
Udover varieret undervisning over temaet afhængighed, vil jeg gøre behandlingen personlig således det er de temaer der fylder for den enkelte som vi arbejder med i personlige samtaler. Desuden kan det være at det er økonomi for nogen, arbejde for andre, forestående skilsmisse, eller kritisk sygdom der er væsentlige at tage fat i og bearbejde, sideløbende med afhængigheds behandlingen.
Jeg vil gøre brug af de i forvejen eksisterende og anvendte metoder som: NADA akupunktur - meditation - REBT (Rationel adfærds terapi) PSGT (Problem løsende gruppe terapi) og føje komponenter til fra det mere anerkendte Kognitiv terapi - NLP og hvad der ellers måtte være af effektive metoder til at bearbejde og forandre. Jeg vil implementere EFT og Matrix Reimprinting samt EMDR i arbejdet med blandt andet traumer. og så skal personalet være i udvikling, der skal laves ekstern supervision, hentes undervisere og inspiratorer ind udefra, som kan være med til at højne standarden, så vi der arbejder i CFAR regi konstant udvikler på behandlingen, ikke ændrer for ændringens skyld, men udvikler, så vi følger med tiden, og er foregangsmænd og kvinder på et område som i den grad trænger til et boost....
Der er meget mere at dykke ned i, men dette er en foreløbig spin off på mine planer for fremtiden....
Tak fordi du læste med så langt, som altid, er du velkommen med kommentarer, spørgsmål og ideer....
/Carsten
Min vision for behandling og tilbud om hjælp til hele familien.
Jeg har i foregående blogs skrevet om Minnesota behandling og om de offentlige behandlings tilbud. I denne blog vil jeg beskrive hvilke redskaber og tilbud jeg vil arbejde på at indføre i behandling af afhængighed.
Først og fremmest er det værd at notere sig at jeg kalder behandlingen for Center for afhængigheds ramte FAMILIER! Dette skyldes de mange års erfaring jeg har inden for behandling hvor jeg har set hvor meget familier lider sammen og hver for sig, når et medlem bliver afhængig, uanset stoffet er alkohol - stoffer - piller - medicin - spil - sex eller anden tvangspræget afhængig adfærd. Jeg har også egne ar på sjælen i forhold til at vokse op i en alkoholiseret familie, ar der til stadighed har været med til at forme mit liv og min tilværelse. Konklusionen er klar; det hjælper, når den afhængige går i behandling, men det løser ikke alle problemer, de pårørende har stadig ar på sjælen som de fortjener al mulig hjælp til at bearbejde.
I min behandlingsvision vil behandling ikke fokusere på den afhængige som et individ men på familien, eller familiesystemet om man vil, det viser sig igennem forskning at bekræfte mine egne erfaringer og observationer, den afhængige gennemføre behandling og klarer sig langt bedre når familien bliver involveret i behandlingen, men jeg synes ikke at det er acceptabelt at involvere familien hvis det blot drejer sig om at succes raten skal forhøjes for den afhængige, jeg mener at familien skal involveres for den enkeltes egen skyld og for familien som helhed....
Hvordan?
I forrige blog skrev jeg at jeg havde lavet en lille bruger undersøgelse blandt pårørende og her spurgte jeg om interessen i et tilbud til dem, hvis tilbuddet havde samme omfang som det tilbud den afhængige fik, ikke overraskende var der stor tilslutning til den idé. 40 ud af 42 ville takke ja hvis de fik muligheden.
Jeg tænker CFAR som et 3 delt behandlings center:
1, Afrusning/stabilisering/udredning forestået af lægefagligt personale i døgn regi.
2, døgn behandling for de der matcher disse kriterier.
3, Ambulant behandling.
Der kan være to mulige scenarier hvis pårørende skal deltage i behandling på lige fod med de afhængige.
Man kan lave en blandet behandling, jeg har arbejdet et sted, hvor vi gjorde det, og skal hilse at sige, at det var virkelig effektivt for alkoholikere at sidde i gruppe sammen med voksne børn og omvendt. Ludomanen fik rigtig meget ud af at sidde sammen med kokain misbrugeren, og den medafhængige ægtefælle fik rigtig meget nytte af at arbejde sammen med alkoholikere. Naturligvis vil jeg splitte familier op således de ville komme i hver sin proces, uden at skulle forholde sig til nære pårørende.
I ambulant regi kunne man også forestille sig følgende: at man deler ugen op således den afhængige er i behandling mandag - onsdag - fredag og de pårørende tirsdag og torsdag i lige uger hvorefter man bytter i ulige uger, så vil alle få samme behandling i længde og indhold. Man kunne lave særlige grupper for børn der kører hele dage i en given periode.
Fælles for alle, ville jeg arrangere kursus weekends, hvor hele familien samles og arbejder på det fælles projekt der hedder at komme videre sammen. Her vil der være mulighed for særlige oplæg om følelser - kærlighed - relationer - kommunikation - sexlivet efter behandling osv osv. Der vil blive arrangeret særskilte familie samtaler hvor der bliver talt ud om alt det der kan stå i vejen efter endt behandling, der bliver lagt fælles planer for fremtiden om vedligeholdelse og styrkelse af ædruelighed og udvikling, såvel personlig som i fællesskab.
Naturligvis er der familier der ikke ønsker at deltage i et så omfattende program sammen, men tilbuddet skal være der, og det skal ikke koste en formue, det behøver faktisk ikke at variere væsentligt fra de priser der allerede er på markedet i dag. Jeg har lige set at en 5 ugers døgnbehandling nu er oppe på ca 82.000 kr. hvis pengene anvendes rigtigt kan man få rigtig meget behandling for sådan et beløb, til hele familien vel at mærke....
Efterbehandlings tilbuddet vil være minimum et år, her vil der fortsat være mulighed for samtaler med terapeut, både alene og som par eller hele familien samlet.
I modsætning til Minnesota behandling i Danmark så vil fokus ikke være på 12 trins modellen, og ej heller på at klient og pårørende skal finde deres vej ud i AA og de andre 12 trins fællesskaber, ikke udelukkende i hvert fald. Jeg ved af egen erfaring samt fra rigtig mange af dem jeg har haft med at gøre i behandling, at 12 trins fællesskaberne har en berettigelse. Men som jeg også tidligere har skrevet i bloggen, så er det bestemt ikke alle, der føler sig godt tilpas i disse selvhjælps grupper, derfor vil det være afgørende at tænke nyt og at se på andre muligheder, for socialt samvær, og for at mødes med ligesindede. LifeRing og Smart Recovery er blot nogle af de nye muligheder. Der er også nogen der finder deres ben at stå på i Lænken, og igen andre, der får den øgede livskvalitet og glæde ved det ædru liv, som er så væsentlig, ved at engagere sig i helt andre sammenhænge, der ud over er det CFAR's forpligtigelse at skabe rammerne for socialt liv og nye tiltag til gavn for de der er, har været og kommer i behandling.....
Udover varieret undervisning over temaet afhængighed, vil jeg gøre behandlingen personlig således det er de temaer der fylder for den enkelte som vi arbejder med i personlige samtaler. Desuden kan det være at det er økonomi for nogen, arbejde for andre, forestående skilsmisse, eller kritisk sygdom der er væsentlige at tage fat i og bearbejde, sideløbende med afhængigheds behandlingen.
Jeg vil gøre brug af de i forvejen eksisterende og anvendte metoder som: NADA akupunktur - meditation - REBT (Rationel adfærds terapi) PSGT (Problem løsende gruppe terapi) og føje komponenter til fra det mere anerkendte Kognitiv terapi - NLP og hvad der ellers måtte være af effektive metoder til at bearbejde og forandre. Jeg vil implementere EFT og Matrix Reimprinting samt EMDR i arbejdet med blandt andet traumer. og så skal personalet være i udvikling, der skal laves ekstern supervision, hentes undervisere og inspiratorer ind udefra, som kan være med til at højne standarden, så vi der arbejder i CFAR regi konstant udvikler på behandlingen, ikke ændrer for ændringens skyld, men udvikler, så vi følger med tiden, og er foregangsmænd og kvinder på et område som i den grad trænger til et boost....
Der er meget mere at dykke ned i, men dette er en foreløbig spin off på mine planer for fremtiden....
Tak fordi du læste med så langt, som altid, er du velkommen med kommentarer, spørgsmål og ideer....
/Carsten
søndag den 9. februar 2014
Behandlingsmodel #3 Den private fond
I de to foregående blog indlæg har jeg beskæftiget mig med hospitals udgaven af en optimal behandling set med mine øjne. Jeg er mig bevidst at der er lang vej at gå før der kan etableres et godt og professionelt samarbejde imellem de offentlige og de private behandlings tilbud, og jeg er klar på at der findes kræfter i begge, der ikke ønsker at ændre på noget som helst, nogen fordi de har fundet en niche og tjener rigtigt gode penge på at være (stort set) solo udbydere på markedet, og andre, fordi der er gammel skepsis og fordomme forbundet med de tilbud modparten hidtil har stået for, men derfor kunne man jo godt håbe på og arbejde for at der blev samling omkring et af Danmarks absolut største helbredsmæssige problemer: afhængighed.
I denne blog vil jeg forsøge at beskrive en fond med det formål at udvikle behandling samt at formidle behandling til de der står uden midler selv. Behandling til de der ikke har forsikring via arbejdsgiver eller som ikke er så heldige at de bor i en kommune hvor man gerne vil betale private udbydere for behandling, når egne tilbud ikke slår til...
Igennem årene er jeg stødt på rigtigt mange mennesker der ikke havde råd og mulighed for at komme i behandling, jeg ville gerne at det var en mulighed for alle, men som sagerne står i DK 2014 så er det ikke tilfældet, derfor er det nødvendigt med alternativer til de eksisterende "tilbud" så flere kan få hjælp...
Hvis jeg ku! Så ville jeg skabe en fond der ligesom Castle Craig i Skotland (tidligere blog indlæg) arbejder for udvikling og forskning i afhængighed og behandling af samme, men fonden skulle samtidigt bruge midler på gratis behandling til mennesker uden midler, jeg er overbevist om at det sagtens lader sig gøre, jeg ved at aktørerne på markedet i dag, tjener gode penge, hvor de penge ender, er jeg ikke klar over, men i mit behandlingstilbud skulle alt overskud efter driftsomkostningerne er betalt, gå til: 1, Forskning og udvikling 2, Gratis behandling.
Jeg ville lave en kombination af døgn og ambulant behandling. I døgn regi ville der være fokus på afrusning og fysisk/mental gen rejsning. Derefter ville der skulle være 2 tilbud om fortsat behandling/primærbehandling, et i døgn regi for de der har det behov og et i ambulant regi for de der drager bedst nytte af det. prisen for behandling skal selvfølgelig afspejle hvilken model man indgår i. det vil altid være billigere ambulant, men jeg er ret sikker på at de store forskelle man ser i privat behandling i dag mellem ambulant og døgn, vil kunne mindskes....
Behandlingen skal være tilpasset den enkelte, hvilket betyder at der skal være stor integritet i behandlingen og krav til behandlere om at konstruere behandlingen ud fra personen man sidder over for, og ikke bare have en fast pakke løsning som så skal være den samme for alle, uanset behov og baggrund...
Behandlingen skulle i videst mulige omfang være systemisk anlagt, forstået sådan at en afhængighedsbehandling inddrager hele familien og andre relevante, ikke bare som støtte og til hjælp for afdækning af problemet, men forstået sådan at tilbuddet om behandling gives til signifikante nærmeste i samme omfang som til den afhængige, undervisning - gruppe og enkelt terapi på samme niveau for alle involverede....
Det er min erfaring at de pårørende ofte er lige så hårdt ramt som den afhængige, og de har brug for meget mere støtte og hjælp end det man kan få via et par introduktions aftener og et weekendkursus.
Jeg lavede en undersøgelse (i lille skala) hos pårørende for at hører om interessen var så stor som jeg gik og troede, og jeg kan konstatere at 40 ud af 42 pårørende ville takke ja til et tilbud om behandling på niveau med det "deres afhængige" får. Det bekræfter mig i at i Carstens fond model skal der ikke alene forskes i udvikling, der skal også skabes muligheder for at flere ramt af afhængighed kan komme i behandling, både afhængige og medafhængige....
I næste blog vil jeg beskrive flere af de redskaber jeg vil bringe i anvendelse i behandling....
Tak fordi du læste med, som altid er kommentarer og deling af bloggen meget velkomment
/Carsten
I denne blog vil jeg forsøge at beskrive en fond med det formål at udvikle behandling samt at formidle behandling til de der står uden midler selv. Behandling til de der ikke har forsikring via arbejdsgiver eller som ikke er så heldige at de bor i en kommune hvor man gerne vil betale private udbydere for behandling, når egne tilbud ikke slår til...
Igennem årene er jeg stødt på rigtigt mange mennesker der ikke havde råd og mulighed for at komme i behandling, jeg ville gerne at det var en mulighed for alle, men som sagerne står i DK 2014 så er det ikke tilfældet, derfor er det nødvendigt med alternativer til de eksisterende "tilbud" så flere kan få hjælp...
Hvis jeg ku! Så ville jeg skabe en fond der ligesom Castle Craig i Skotland (tidligere blog indlæg) arbejder for udvikling og forskning i afhængighed og behandling af samme, men fonden skulle samtidigt bruge midler på gratis behandling til mennesker uden midler, jeg er overbevist om at det sagtens lader sig gøre, jeg ved at aktørerne på markedet i dag, tjener gode penge, hvor de penge ender, er jeg ikke klar over, men i mit behandlingstilbud skulle alt overskud efter driftsomkostningerne er betalt, gå til: 1, Forskning og udvikling 2, Gratis behandling.
Jeg ville lave en kombination af døgn og ambulant behandling. I døgn regi ville der være fokus på afrusning og fysisk/mental gen rejsning. Derefter ville der skulle være 2 tilbud om fortsat behandling/primærbehandling, et i døgn regi for de der har det behov og et i ambulant regi for de der drager bedst nytte af det. prisen for behandling skal selvfølgelig afspejle hvilken model man indgår i. det vil altid være billigere ambulant, men jeg er ret sikker på at de store forskelle man ser i privat behandling i dag mellem ambulant og døgn, vil kunne mindskes....
Behandlingen skal være tilpasset den enkelte, hvilket betyder at der skal være stor integritet i behandlingen og krav til behandlere om at konstruere behandlingen ud fra personen man sidder over for, og ikke bare have en fast pakke løsning som så skal være den samme for alle, uanset behov og baggrund...
Behandlingen skulle i videst mulige omfang være systemisk anlagt, forstået sådan at en afhængighedsbehandling inddrager hele familien og andre relevante, ikke bare som støtte og til hjælp for afdækning af problemet, men forstået sådan at tilbuddet om behandling gives til signifikante nærmeste i samme omfang som til den afhængige, undervisning - gruppe og enkelt terapi på samme niveau for alle involverede....
Det er min erfaring at de pårørende ofte er lige så hårdt ramt som den afhængige, og de har brug for meget mere støtte og hjælp end det man kan få via et par introduktions aftener og et weekendkursus.
Jeg lavede en undersøgelse (i lille skala) hos pårørende for at hører om interessen var så stor som jeg gik og troede, og jeg kan konstatere at 40 ud af 42 pårørende ville takke ja til et tilbud om behandling på niveau med det "deres afhængige" får. Det bekræfter mig i at i Carstens fond model skal der ikke alene forskes i udvikling, der skal også skabes muligheder for at flere ramt af afhængighed kan komme i behandling, både afhængige og medafhængige....
I næste blog vil jeg beskrive flere af de redskaber jeg vil bringe i anvendelse i behandling....
Tak fordi du læste med, som altid er kommentarer og deling af bloggen meget velkomment
/Carsten
lørdag den 1. februar 2014
Behandlingsmodel #2 Carstens privat hospital.
I midten af 00'erne forsøgte nogle folk fra Minnesota verdenen at lave noget nyt.
Man forsøgte at komme ind på markedet med et lidt anderledes koncept, et mere professionelt set-up i form af et decideret privat hospital. af årsager ukendte for mig, gik det ikke som forventet, men nogle af grundende til det, ligger i at man ikke "turde" at føre ideen helt ud i livet, at man grundet en svær opstart, lempede på behandlingen, lempede på kravene til sig selv og den "revolutionerende" behandling man ville lave.
Det endte med at privat hospitalet blev lige som alle de øvrige tilbud på markedet, man blev en 12 trins behandling, eneste variation over temaet blev om man havde enkelt værelser eller fler sengs stuer, og så havde man vist en anden tilgang til AA end i de øvrige behandlinger.
Se, den største fejl i behandling i DK af privat karakter, er at man ikke har is i maven, at man konstant ændre på konceptet og redigere i staben hvis der er en periode med nedgang, i stedet for at stå de perioder igennem hvor der ikke er så stor tilgang, for så at have personalet og behandlingen på plads til de perioder hvor der er run på. Det er min erfaring efter mere end 10 år i branchen, at der altid er stille perioder i behandling, mens der ligeledes er spidsbelastninger, hvis man "turde" kunne man have en behandling der var forandringsparat.
Det jeg har set i stedet og som jeg har nævnt i tidligere blogs er at man handler i panik og med manglende overblik, så rengøringsdamen bliver fyret og behandlerne bliver sat til andet arbejde, jeg har oplevet at skulle fungere som behandler og nattevagt og så måtte jeg gerne lige tage maler tøjet på i stille stunder, for at svinge penslen over det loft der havde truet med at falde ned over hovederne på os i flere år.... Ansætte en maler udefra? Aldrig, det koster jo penge!
I min vision for privat hospital er der to scenarier:
1, Jeg kunne forestille mig at det kunne lade sig gøre at starte et samarbejde op med et af de mange eksisterende privat hospitaler, der har samarbejdsaftaler med det offentlige på en lang række områder. Der har jo været en behandlingsgaranti i en del år efterhånden, hvilket indebar at patienter kvit og frit kunne blive behandlet i privat regi hvis ventetiden var for lang i det offentlige, her støder vi jo naturligvis ind i problemet med at alkoholisme åbenbart betragtes som en social problematik og derfor er udlagt til kommunerne at håndtere. Hvis man tog WHO's diagnosticerings redskaber og kriterier alvorligt, ville det dog være mere passende at flytte alkoholisme (og afhængighed i øvrigt) ind under det psykiatriske system, men der er nok lang vej endnu. Det er dog før set at nye ideer har været grundlag for radikale ændringer i verden, så jeg vælger at være positiv.
Hvis der blev indgået et samarbejde med det offentlige på dette område også, ville det betyde at privat hospitaler med et minimum af ny investering kunne gå ind på et nyt forretnings område, jeg forestiller mig at have sengepladser til afrusning, og ambulant behandling efterfølgende. Jeg ved godt at der er behov for døgn behandling til de hårdest ramte, men for langt størstedelen af de behandlings krævende alkoholikere i DK vil ambulant behandling være det helt rigtige. Personalet ville i min version være sammensat af de yderst dygtige læger og sygeplejersker og andet pleje personale der i forvejen er på et privat hospital, med en administration der gør det de er gode til, og så ville jeg til enhver tid mene at der skulle kobles terapeuter/behandlere med speciale i afhængighed på, til at gøre det egentlige terapeutiske arbejde.
2, Et privat hospital, der går ind og laver aftale med forsikringsselskaber på lige fod med de eksisterende tilbud, som det ser ud i dag, er der kun én aktør på det ambulante og én aktør på døgn området, som er reelle samarbejdspartnere med de store forsikringsselskaber der har sundhedsforsikring. Nogle ville kalde det monopol, men jeg vil nøjes med at kalde det mangel på muligheder.
Da jeg for snart 7 år siden blev nødt til at søge behandling for min ødelagte skulder, stod det hurtigt klart at ventetiden var alt for lang i det offentlige system, hvorfor jeg fik tilsendt brev om mine muligheder privat, med var også en folder med oversigt over privat hospitaler i nær området som jeg kunne kontakte for videre behandling. Jeg synes det var utroligt positivt at have flere at vælge i mellem.
I dag, på misbrugs markedet og i forbindelse med sundhedsforsikringer er der reelt ikke noget at vælge i mellem, valget er truffet af forsikringsselskabet, idet de har indgået formelt samarbejde med bestemte aktører. Det er da godt for dem, men er det optimalt for de der har brug for behandlingen?
Jeg synes konkurrence er sundt, og hvis min privat hospitals idé blev til noget, ville det kunne skærpe konkurrencen og give modspil til de der i dag har aftalerne, det ville kunne motivere til forandring, så der ville komme udvikling og implementering af nye og bedre behandlings metoder end de i forvejen anvendte. I dag, hvis en alkoholiker søger hjælp via sundhedsforsikring, står valget mellem Minnesota behandling og Minnesota behandling.... forskellen ligger i om man bliver tildelt døgn eller ambulant behandling, men den ketchup der kommer ud af flasken.... er den samme!
Hvis Carstens privat hospital blev en realitet, ville fokus være på ny udvikling af et stagneret felt, der har brug for fornyelse, ikke at der ikke er effekt af Minnesota behandling, bevares, der er mennesker der får det udbytte som de har krav på, mennesker der bliver ædru og får en væsentligt forhøjet livskvalitet, men i forhold til det antal der går i behandling er succesraten ikke synderligt høj. Jeg er fuldkommen overbevist om at skærpet konkurrence, fra andre aktører med andre redskaber end de gængse Minnesota ditto, ville højne kvaliteten. og hvis der var et større udbud, at vælge i mellem, ville det give mulighed for at flere, mange flere, ville kunne få det liv alle i behandlingsverdenen ret beset ønsker for dem. Men uden konkurrence, risikere feltet at stå i stampe og blive "selv fede"....
Konkurrence er sundt, og med mit privat hospital ville metoderne komme under lup, patienten komme i højsædet og behandlingen blive så individuelt baseret som kun fantasien sætter grænser for.
Tak fordi du læste med hertil, skriv endeligt kommentarer og ideer nedenfor. /Carsten.
Man forsøgte at komme ind på markedet med et lidt anderledes koncept, et mere professionelt set-up i form af et decideret privat hospital. af årsager ukendte for mig, gik det ikke som forventet, men nogle af grundende til det, ligger i at man ikke "turde" at føre ideen helt ud i livet, at man grundet en svær opstart, lempede på behandlingen, lempede på kravene til sig selv og den "revolutionerende" behandling man ville lave.
Det endte med at privat hospitalet blev lige som alle de øvrige tilbud på markedet, man blev en 12 trins behandling, eneste variation over temaet blev om man havde enkelt værelser eller fler sengs stuer, og så havde man vist en anden tilgang til AA end i de øvrige behandlinger.
Se, den største fejl i behandling i DK af privat karakter, er at man ikke har is i maven, at man konstant ændre på konceptet og redigere i staben hvis der er en periode med nedgang, i stedet for at stå de perioder igennem hvor der ikke er så stor tilgang, for så at have personalet og behandlingen på plads til de perioder hvor der er run på. Det er min erfaring efter mere end 10 år i branchen, at der altid er stille perioder i behandling, mens der ligeledes er spidsbelastninger, hvis man "turde" kunne man have en behandling der var forandringsparat.
Det jeg har set i stedet og som jeg har nævnt i tidligere blogs er at man handler i panik og med manglende overblik, så rengøringsdamen bliver fyret og behandlerne bliver sat til andet arbejde, jeg har oplevet at skulle fungere som behandler og nattevagt og så måtte jeg gerne lige tage maler tøjet på i stille stunder, for at svinge penslen over det loft der havde truet med at falde ned over hovederne på os i flere år.... Ansætte en maler udefra? Aldrig, det koster jo penge!
I min vision for privat hospital er der to scenarier:
1, Jeg kunne forestille mig at det kunne lade sig gøre at starte et samarbejde op med et af de mange eksisterende privat hospitaler, der har samarbejdsaftaler med det offentlige på en lang række områder. Der har jo været en behandlingsgaranti i en del år efterhånden, hvilket indebar at patienter kvit og frit kunne blive behandlet i privat regi hvis ventetiden var for lang i det offentlige, her støder vi jo naturligvis ind i problemet med at alkoholisme åbenbart betragtes som en social problematik og derfor er udlagt til kommunerne at håndtere. Hvis man tog WHO's diagnosticerings redskaber og kriterier alvorligt, ville det dog være mere passende at flytte alkoholisme (og afhængighed i øvrigt) ind under det psykiatriske system, men der er nok lang vej endnu. Det er dog før set at nye ideer har været grundlag for radikale ændringer i verden, så jeg vælger at være positiv.
Hvis der blev indgået et samarbejde med det offentlige på dette område også, ville det betyde at privat hospitaler med et minimum af ny investering kunne gå ind på et nyt forretnings område, jeg forestiller mig at have sengepladser til afrusning, og ambulant behandling efterfølgende. Jeg ved godt at der er behov for døgn behandling til de hårdest ramte, men for langt størstedelen af de behandlings krævende alkoholikere i DK vil ambulant behandling være det helt rigtige. Personalet ville i min version være sammensat af de yderst dygtige læger og sygeplejersker og andet pleje personale der i forvejen er på et privat hospital, med en administration der gør det de er gode til, og så ville jeg til enhver tid mene at der skulle kobles terapeuter/behandlere med speciale i afhængighed på, til at gøre det egentlige terapeutiske arbejde.
2, Et privat hospital, der går ind og laver aftale med forsikringsselskaber på lige fod med de eksisterende tilbud, som det ser ud i dag, er der kun én aktør på det ambulante og én aktør på døgn området, som er reelle samarbejdspartnere med de store forsikringsselskaber der har sundhedsforsikring. Nogle ville kalde det monopol, men jeg vil nøjes med at kalde det mangel på muligheder.
Da jeg for snart 7 år siden blev nødt til at søge behandling for min ødelagte skulder, stod det hurtigt klart at ventetiden var alt for lang i det offentlige system, hvorfor jeg fik tilsendt brev om mine muligheder privat, med var også en folder med oversigt over privat hospitaler i nær området som jeg kunne kontakte for videre behandling. Jeg synes det var utroligt positivt at have flere at vælge i mellem.
I dag, på misbrugs markedet og i forbindelse med sundhedsforsikringer er der reelt ikke noget at vælge i mellem, valget er truffet af forsikringsselskabet, idet de har indgået formelt samarbejde med bestemte aktører. Det er da godt for dem, men er det optimalt for de der har brug for behandlingen?
Jeg synes konkurrence er sundt, og hvis min privat hospitals idé blev til noget, ville det kunne skærpe konkurrencen og give modspil til de der i dag har aftalerne, det ville kunne motivere til forandring, så der ville komme udvikling og implementering af nye og bedre behandlings metoder end de i forvejen anvendte. I dag, hvis en alkoholiker søger hjælp via sundhedsforsikring, står valget mellem Minnesota behandling og Minnesota behandling.... forskellen ligger i om man bliver tildelt døgn eller ambulant behandling, men den ketchup der kommer ud af flasken.... er den samme!
Hvis Carstens privat hospital blev en realitet, ville fokus være på ny udvikling af et stagneret felt, der har brug for fornyelse, ikke at der ikke er effekt af Minnesota behandling, bevares, der er mennesker der får det udbytte som de har krav på, mennesker der bliver ædru og får en væsentligt forhøjet livskvalitet, men i forhold til det antal der går i behandling er succesraten ikke synderligt høj. Jeg er fuldkommen overbevist om at skærpet konkurrence, fra andre aktører med andre redskaber end de gængse Minnesota ditto, ville højne kvaliteten. og hvis der var et større udbud, at vælge i mellem, ville det give mulighed for at flere, mange flere, ville kunne få det liv alle i behandlingsverdenen ret beset ønsker for dem. Men uden konkurrence, risikere feltet at stå i stampe og blive "selv fede"....
Konkurrence er sundt, og med mit privat hospital ville metoderne komme under lup, patienten komme i højsædet og behandlingen blive så individuelt baseret som kun fantasien sætter grænser for.
Tak fordi du læste med hertil, skriv endeligt kommentarer og ideer nedenfor. /Carsten.
Abonner på:
Opslag (Atom)