søndag den 23. februar 2014

Hvorfor drikker Jeppe?

De fleste kender Jeppe på bjerget af Holberg, historien om den fattige, tugtede mand der pludselig vågner op i baronens seng, og får alt det han altid har drømt om.....

Hvorfor drikker Jeppe? Det spørgsmål har jeg stillet under foredrag om alkoholisme et utal af gange, ment som en udfordring, stilet til de tilhørere der var i behandling for deres afhængighed.

Jeg stillede spørgsmålet for at finde ud af hvor klienterne var i deres opfattelse af alkoholisme, og der kom mange variationer af svar, men ofte var der en tilbøjelighed til at svare at Jeppe drak fordi han var svag, fordi han var fattig, fordi han var gift med en ondskabsfuld kvinde, fordi alle så ned på ham og andet i samme dur....

Det rigtige svar er naturligvis at Jeppe drak fordi Jeppe var alkoholiker :-)....

Han drak ikke fordi han var en svækling, fordi han ikke havde nogen rygrad eller fordi han ikke kunne tage sig sammen, han drak fordi han ikke kunne andet! Det tydelige bevis på det er jo at Jeppe ikke holdt op med at drikke da han vågnede i baronens seng og pludselig havde alt han drømte om, og endda var kommet langt væk fra Nellie.... Næh Jeppe fortsatte med at drikke, og da herskaberne var færdige med at lege med ham, satte de ham ud i møddingen igen og han fortsatte med at drikke....eller hvad?

Først det første, en alkoholiker er ikke en svag person uden rygrad og viljestyrke, de fleste alkoholikere jeg har mødt er fantastiske, kloge, dygtige, velmenende, hårdt arbejdende mennesker, der et eller andet sted på deres livs rejse, begyndte at bruge alkohol til lindring og endte med at være afhængig af skidtet, så de ikke kunne lade være med at drikke, selv om problemerne blev større og voldsommere, konsekvenserne tårnede sig op og andre fjernede sig fra dem, eller udstødte dem af arbejds - social og privat cirkler....Alle de konsekvenser til trods, fortsatte mange, og der sidder rigtig mange lige nu som har mistet alt, eller har en trussel hængende over hovedet om at blive forladt, som fortsætter med at drikke, sindssygt ikke?

Ikke desto mindre er det sandt, det første der sker når en alkoholiker får at vide af sin læge at hans lever er ved at stå af, det er at han skynder sig at finde et vandingshul og slukker sin tørst og skyller det ubehagelige budskab ned.... det lyder ikke som noget et klogt menneske kunne finde på, man må da fatte at så skal man da stoppe ikke? Jo da, men når man er alkoholiker, så er man i praksis holdt op med at bestemme selv, det er alkoholen der styrer showet....

Se på Jeppe! Om han vågnede op blandt svinene i svinestien, på møddingen, eller i baronens seng, det første han tænkte på, det første hans krop, hans hjerne, hele hans væsen krævede var, noget at drikke.... Når han først havde fået noget indenbords, så kunne Nellie bare komme, så blev han ligeglad for en stund, indtil abstinenserne krævede at der blev fyldt på igen, og sådan kan det fortsætte, og sådan fortsætter det for rigtig mange alkoholikere, indtil de dør af leversvigt - betændt bugspytkirtel eller et utal af andre alkohol relaterede lidelser, eller måske endnu værre, indtil de udvikler en alkohol demens, som jeg har set flere eksempler på, ikke nogen ønskværdig tilstand skulle jeg hilse og sige....

Men hvis Jeppe drikker uanset hvordan omstændighederne forandres, hvordan kan man så holde op? er der så slet ikke håb for alkoholikere?

Jo! Der er bestemt håb, jeg synes selv at jeg er et eksempel på dette, ligesom rigtig mange af de dejlige mennesker jeg har mødt igennem årene i min tid i Minnesota behandling og AA.... I dag er det 14 år og 11 måneder siden jeg satte proppen i flasken og blev ædru, jeg var nået til min mødding, min svinesti og også nået til at alkoholen ikke hjalp mere, den lindrede ikke, den gjorde hele tiden ondt værre, så jeg kunne ikke drikke, og jeg kunne heller ikke lade være, eller det kunne jeg jo så..... Der skete et eller andet med mig, i mig for de efterhånden mange år siden, og jeg overgav mig til alkoholen, jeg havde i de foregående 16-17 år forsøgt at vinde over alkoholen, at styre den, selv om jeg havde så mange erfaringer med mig i at; hver gang jeg tog den første, så endte jeg med at drikke en til og en til og....

Alligevel var jeg så "sindssyg" at jeg lykkedes med at overbevise mig selv om at "denne gang har jeg styr på det" og tja, det havde jeg jo så ikke....

Min løsning var at overgive mig, at indrømme at alkoholen styrede mig og ikke omvendt og, at jeg skulle holde mig fra den første, for så blev jeg ikke fuld, så tog jeg ikke den næste og så videre, jeg kunne ikke gøre det alene, jeg gik i behandling, jeg blev ivrigt medlem af AA og jeg arbejdede sten hårdt med at tilegne mig nogle nye principper og livsholdninger, hvor jeg tog ansvar for mit eget liv, og ryddede ud i fortidens ødelæggelser, samtidigt med at jeg på daglig plan gjorde et hæderligt forsøg på at undgå at komme i uføre, det skal siges at det bestemt ikke er lykkedes lige godt hver dag, jeg har godt nok truffet mange dumme valg, og har ikke altid opført mig som jeg ville ønske at jeg kunne, men jeg har holdt mit løfte til mig selv om at jeg "ikke drikker, én dag af gangen" UANSET hvad livet, verden, andre mennesker og jeg selv i særdeleshed, måtte byde mig, intet og jeg mener intet er en "god nok grund" til at tage den første genstand og starte den rejse tilbage til mit selvskabte helvede....

Jeg tror på at vi alkoholikere begynder at bruge alkohol som lindring, at vi har noget indeni som vi ikke kan bearbejde, ikke kan slippe, ikke kan flygte fra, det variere meget, hvad det præcist er, men vi finder en "løsning" i flasken og den virker også, for en tid, indtil den skæbnesvangre dag (ingen ved desværre præcis hvornår det er!) hvor alkoholen begynder at blive problemet i stedet for løsningen, når det sker, så er man fanget, ligesom Jeppe på bjerget, jeg er overbevist om at Jeppe ikke havde nogle intentioner om at drikke sig så fuld at han vågnede op sammen med svinene, eller ude i møddingen, jeg er sikker på at han "bare lige ville have for en skilling snaps for at få lidt ro på" men alkohol er så stærk en overmagt for en alkoholiker, at når først man har indtaget den første, så ved man aldrig helt hvor og hvornår det ender.....

Så løsningen, eller rettere, begyndelsen på løsningen er og har været for mig "at lade være med at tage den første".... Jeg er nemlig færdig med at vågne op i svinestier og på møddinger rundt omkring.....

Hvorfor drikker Jeppe? Jeppe er alkoholiker, og han kan ikke andet, i det mindste ikke før der bliver præsenteret en anden mulighed for ham, og her hjælper antabus og forsøg på at skære ned desværre ikke, måske er der nogen der har erfaring med dette som vil sige mig i mod, men for mig og for de millioner af alkoholikere der ude, der har prøvet at skære ned, kun drikke i weekends, kun drikke dyr rødvin, kun drikke almindelige øl, erstatte med "alkohol fri" øl i en periode og så videre, ja så virker det ikke at tage en pille der gør os syge af at drikke det vi er blevet afhængige af!

Alkoholisme er en fysisk allergi kombineret med en psykisk besættelse......

Allergien kommer til udtryk på følgende vis; Jeg reagere anderledes end almindeligt drikkende mennesker når jeg indtager alkohol, jeg skal have mere, og mere....

Den psykiske besættelse gør at jeg hele tiden/en stor del af min tid, tænker på alkohol, planlægger hvor, hvornår, med hvem og hvorfor jeg skal drikke..... dagdrømmer, føler trang, savn, mangel og så videre.... I en sådan grad at kun en genstand kan få Dr Jekyll og Mr Hyde til at holde kæft et øjeblik, indtil allergien sætter ind og min krop kalder på nok en genstand, som bare forstærker den psykiske besættelse som....

Jeppe drikker fordi Jeppe er alkoholiker men, man kan godt komme ud af det, og så er det at alle disse fantastiske mennesker dukker op som har været gemt inden i hver sin alkoholiker, pludselig ser man dem igen, og oplever, hvor kloge, kærlige, venlige, dygtige, flittige, ansvarlige og respektable de kan være, og grundlaget for det hele!

Det er at de ikke drikker.... én dag af gangen!

Tak fordi du læste med så langt, giv endelig kommentarer og spørgsmål frit løb hvis du har nogen ;-)

/Carsten

Ingen kommentarer:

Send en kommentar