I 1999 kastede jeg håndklædet i ringen, jeg var slået, jeg kunne ikke mere, og af de få udveje jeg kunne se, var en behandling den mindst skræmmende, selv om jeg var bange for hvad jeg ville blive udsat for.
Grundet de stigende priser på lejligheder i DK og København i særdeleshed, kunne jeg selv betale min behandling, Jeg så mig om efter ambulant behandling, for døgn behandling skulle jeg ikke i, jeg havde set noget i tv engang, hvor man så disse alkoholikere fare omkring i housecoats på Lolland. Stedet hed Egeborg, og var det første af sin slags i DK. DET var ikke noget for mig.
Jeg var heldig at der et par år, inden jeg var klar, var åbnet et ambulant tilbud i det centrale København, og efter indledende telefon samtale og derefter en grundig visiterende samtale på stedet, blev jeg indskrevet i behandling. Resten er historie, for så vidt angår min ædruelighed, jeg gennemførte behandling inklusive efterbehandling, i alt 1 år.
Med stor taknemmelighed til stedet, personalet, de andre patienter, AA og min egen villighed til at gøre det der er nødvendigt for at forblive ædru, kan jeg se frem til at fejre min 15 års ædrueligheds dag d 24 marts 2014.
Som så mange andre i en afhængigheds behandling, blev jeg betaget af arbejdet de udførte, jeg kan huske at jeg tænkte ved mig selv, at dét måtte være verdens bedste job! At hjælpe alkoholikere og deres familier tilbage til livet, her var noget jeg godt kunne tænke mig at lave.
Jeg rådførte mig med personalet om mine tanker og de var yderst støttende, holdt dog fast i at det vigtigste nu var at jeg fik min ædruelighed på plads, så kunne jeg altid vende tilbage til ideen om at blive behandler senere, desuden, sagde de, skal du have mindst 2 års ædruelighed, for at komme ind på uddannelserne som rådgiver.
Jeg blev fast del af AA og arbejdede med sponsor og trin, ganske som det var blevet mig "foreslået" i behandlingen, foreslået er i citations tegn fordi det var den slags forslag der kom med en formaning om at hvis jeg ikke gik til mindst 2 AA møder ugentligt ville jeg blive smidt ud af behandlingen.... Min tro og frygt for autoriteter var stor nok (på daværende tidspunkt) til at jeg gjorde som jeg fik besked på, jeg er taknemmelig i dag, det var det jeg havde brug for, på det tidspunkt i livet. Det er væsentligt at tilføje at jeg med tiden blev rigtigt glad for at gå i AA, jeg har mange bekendte fra fællesskaberne og en del rigtigt nære venner.
Nå, tiden kom hvor jeg kunne begynde at søge ind på uddannelserne. Der var på det tidspunkt 2 udbydere i DK, men jeg var lidt loren ved det, kan ikke forklare præcis hvad det var, men et eller andet, bød mig i mod. U-tilfældigt tilfældigt blev jeg inviteret af en anden AA'er på weekend på Møn, hvor vi skulle "Speake" det vil sige, fortælle vores livshistorier til en patient gruppe, og her mødte jeg en rådgiver praktikant, der var i gang med en uddannelse med base i Irland. Jeg kørte med ham hjem til Amager hvor vi begge boede den gang, og udfrittede ham godt og grundigt om denne uddannelse, derfra var der kun én vej, jeg var nødt til at finde ud af mere.
Jeg fandt ud af hvordan man søgte ind, og besluttede at jeg måtte sælge min lejlighed igen hvis nødvendigt, (Jeg havde købt en ny, i mens jeg var i behandling), priserne fortsatte deres himmelflugt og med lidt held....
Jeg kom ind på uddannelsen, efter at være fløjet en tur til Irland og have brugt en weekend sammen med andre ansøgere fra hele Europa på at blive testet i vores viden om AA og behandling, samt diverse personligheds test. Lejligheden blev solgt, og jeg var klar, jeg sagde mit daværende job op og havde god ro i maven i forhold til den kommende tid, jeg vidste med mig selv at jeg var god til Engelsk, og jeg håbede at jeg kunne klare det høje akademiske niveau der blev lagt op til. Men uanset hvad, havde jeg truffet den beslutning at jeg ville udfordre mig selv til det yderste, samt lovet mig selv at, hvis det ikke fungerede og jeg ikke var rådgiver materiale så kunne jeg i hvert fald sige at jeg havde forsøgt, det i sig selv var en sejr, med tanke på at jeg blot et par år forinden var døden nær af druk....
Det gik godt, jeg knoklede, jeg havde fuldtids studier, 1 måned af gangen i Irland og 3 måneder af gangen her i DK i praktik. Jeg syntes det var fantastisk at få lov at komme ind i folks liv, og hjælpe dem tilbage på sporet, jeg var på den rette hylde :-). Sådan kørte det i et år uden pause.
Jeg husker at jeg undrede mig, når vi efter 3 måneders praktik kom tilbage til skolen, for her brugte vi altid nogle dage på at gennemgå praktikken og få besvaret spørgsmål. Vi sammenlignede naturligvis også oplevelser, jeg sad med stor undren og overhørte de andre fortælle hvor stressede de havde været over at have fået ansvar for 2 eller 3 patienter, jeg havde ansvaret for 14!!! allerede i min anden praktik blev jeg gruppe leder, og havde patienter på lige fod med de ansatte rådgivere, min danske klasse kammerat fortalte om lignende oplevelser fra hans praktik, så jeg var overbevist om at vores var den rigtige måde, mens englænderne, irlænderne, hollænderne og franskmændene var nogle pylrehoveder..... Måske ikke.....
Da jeg bestod min eksamen, blev jeg samtidigt tilbudt ansættelse på mit praktik sted, jeg sagde ja tak i begejstring over at få et job med det samme, men havde ondt i maven af stress ved tanken om at skulle hjem og kører på i samme tempo uden de afbræk på 1 måned af gangen hvor jeg skulle i skole, jeg holdt noget ferie sammen med min familie, og her besluttede jeg at jeg måtte sige nej tak, jeg ville komme til at bruge 15-16 timer dagligt på rejser og arbejde, fordi vi boede på Amager og virksomheden lå på Møn, desuden var der lige det med at have ansvar for 12-14 patienter, det var hårdt, meget hårdt, derudover havde vi alle sammen jo ekstra "tillidsposter".
Efter nedgang i patient antal over et par måneder, besluttede man nemlig at skære i staben, det betød at man skar i antallet af nattevagter, og fyrede rengørings damen, men der skulle jo stadig være nogen om natten, og der skulle gøre rent!!!
Vagt skemaet var også blevet ændret i min sidste praktik så jeg og de to andre rådgivere havde et 3 ugers skema der betød at vi hver 3 uge arbejde 74 timer, dog kompenseret med et par fridage i en af de øvrige uger, men nogle vagter var fra 8.00 til 22.00 dertil kom at jeg jo stadig havde studiet, så jeg havde travlt, og vidste, da jeg nærmede mig opstart som ansat rådgiver, at det ikke ville blive bedre, så jeg sagde nej tak, valgte en periode som ledig, indtil mit navn dukkede op i puljen hos en konkurrent, jeg blev ansat i efterbehandlingen, men snart afløste jeg og siden blev jeg ansat som fast rådgiver, jeg var der i 2 år.
Siden havde jeg nogle gode oplevelser med ambulant behandling, hvor jeg var i flere år. Stadig var arbejdspresset enormt og som rådgiver var man ikke bare ansat til at have med patienterne at gøre, der var altid andre gøre mål, man skulle jo nødig gå og kede sig ;-)....
De sidste 5 år i Minnesota branchen var jeg igen tilbage i døgnbehandling, jeg elskede det, stedet, menneskene, atmosfæren når vi kunne gøre vores job og gøre det ordentligt, stedet var mindre end de foregående, så der var ikke så mange patienter af gangen i huset, til gengæld var listen over forskelige andre gøremål vi blev bedt om at udføre, meget længere og meget mere omfattende.
Jeg tænkte ind i mellem tilbage på de historier mine med studerende fortalte om hvordan behandlingen var opbygget i f.eks. England, hvordan der var et omfattende personel, med specialer og kerne områder, som ikke gik ind og havde andre funktioner, jeg tænkte, hvorfor kan det lade sig gøre i Irland eller England? Når det tydeligvis ikke kan lade sig gøre i DK? Her oplevede jeg altid at citronen blev presset, lige lidt mere, vi skulle hele tiden løbe lidt hurtigere, det til trods for at der var fremgang i patient antal, at virksomheden tjente mere, jeg forstod det ikke....
Jeg kan konstatere at jeg havde haft en noget anden forestilling om hvad det indebar at arbejde med mennesker i en misbrugs behandling, end det jeg oplevede, da jeg kom ud i praktik, og sidenhen i mine forskelige ansættelser. Der skal ikke herske tvivl om at kontakten med patienter/klienter var fantastisk og virkeligt berigende, jeg har haft så mange store oplevelser, så det alene har været det hele værd. Jeg har også arbejdet sammen med de allerbedste i branchen, og har fået venner for livet via de år som rådgiver i Minnesota behandling :-).
Dette blog indlæg er ment som en lille gennemgang af mit liv i Minnesota branchen, så du som ikke kender mig, får en idé om hvad min baggrund er for at udtale mig om samme.
I de kommende blogs vil jeg uddybe og beskrive de problem stillinger jeg mener at der er i Dansk Minnesota behandling i dag, samt give nogle eksempler på hvordan man gør andre steder i verden.
Tak fordi du tog dig tid til at læse med :-) /Carsten
Ingen kommentarer:
Send en kommentar