Minnesota modellen. Hvilken årgang?

I den danske Minnesota behandling findes både ambulante og døgnbehandlings tilbud, begge behandlinger operere ud fra filosofien om fuldstændig afholdenhed, og en hengiven til AA´s 12 trins program med fremtidig fast deltagelse i AA møder, for at vedligeholde ædrueligheden.

Umiddelbart fint nok, men, min modstand mod denne model ligger ikke i teorien eller filosofien, men i udførelsen i praksis. Der er for mange der falder ud af behandlingen inden deres efterbehandling er afsluttet, og der er væsentligt flere tilbagefald end de tal man officielt holder sig til. Hvorfor er det så sådan?

Jo min tese er at, det produkt klienten får i bedste fald er mangelfuldt, Der er ikke én metode der virker 100% for alle, det er sikkert, og dermed er der grundlag for alle de metoder der findes og måtte komme, fordi vi er forskellige, ganske enkelt. Alle der kommer ind af døren til en behandling, er unikke, og har deres unikke problemer at slås med, ergo er det af afgørende betydning at behandlingen er individuel!

Dan Anderson, én af grundlæggerne af den behandlingsform som vi kender som Minnesota Behandling, blev en gang spurgt; "Hvad er egentlig en Minnesota behandling?" Dan svarede; "Hvilken årgang?" med det, mente Dan A. at Minnesota behandling var i stadig bevægelse, i stadig udvikling, med det sigte at kunne tilbyde det ypperste inden for behandling af afhængighed.

Efter 10 år i branchen kan jeg konstatere, at jeg høre det samme blive sagt, men det svarer ikke overens med det der bliver gjort.

Hvis Minnesota behandling skal fortsætte med at have en væsentlig rolle i behandling af afhængighed, og det synes jeg bestemt at den skal, så er man nødt til at forny sig, man er nødt til at kigge ind ad og reflektere over egen værdi og egen formåen. Set-uppet skal nødvendigvis være gennem professionelt og etisk uangribeligt, der skal være en ledelse der er uddannet til at køre forretning og udvikling af samme, der skal være en personale base der er i fortsat uddannelse og udvikling, supervision udefra kunne være én tilføjelse af stor værdi for behandler teamet. Desuden er man nødt til at se ud i verden efter inspiration, der er mange gode eksempler på hvordan man reformere en behandling og gør tilbuddene tidsvarende, sit personale dygtigere og bedre uddannet i mens man samtidigt tjener gode penge på at gøre gavn. I næste blog giver jeg et eksempel på dette.

Lad mig starte med personalet i Minnesota DK 2014. Der går rigtig mange ildsjæle rundt på danske behandlingscentre, som stille og roligt slukkes, fordi de år efter år, oplever at intet ændre sig til det bedre, videre uddannelse er for de få og alt for tilfældigt valgt. Hvis man som ledelse har en strategi for udvikling af virksomheden, ved man også hvordan man gerne vil uddanne sit personale, og hvilket personale man ønsker at tiltrække. Jeg er ked af at sige det, men for meget personale, sidder der hvor de gør, fordi de ikke tør at gå, ikke tror at de kan finde noget andet, eller fordi de (lige nu!) er på god fod med chefen, ikke på grund af deres evner og kvaliteter.... Hvem gavner det? Ikke patienterne.

Ledelsen; Jeg har som jeg har skrevet før, arbejdet på flere forskelige døgn og ambulant behandlingssteder igennem årene, kun et sted har jeg arbejdet for en direktør der var fundet uden for Minnesota regi, og professionelt uddannet i ledelse, alle andre, ledere, er enten de der har startet virksomheden af et godt hjerte, efter selv at have været i behandling andetsteds, eller ædru alkoholikere udefra der er kommet ind og har fået leder poster. Er ædruelighed i sig selv et adelsmærke? I alle andre brancher end Minnesota, vil det ikke være nok til at lede en professionel virksomhed der omsætter for store millionbeløb hvert år.

Behandlingen; Der bliver lovet rigtig meget når folk skal i behandling, hjemmesiderne ser fine ud, og der bliver stillet klient og pårørende en masse i udsigt, desværre er det ikke sådan i virkeligheden, det kan det ikke være når de rådgivere man siger at man har, de ligger og skrubber gulv på badeværelserne eller har fri om dagen fordi de har haft nattevagt.... Der bliver i skemaet slebet, skåret, pudset og passet til hele tiden, fordi der sjældent er det personale som der burde være, samtale raten med den enkle er alt for lav, der bliver ikke gået i dybden med større problematikker, det er tiden ikke til.....

Meget af succesen i behandlingen tilskrives trin opgaverne, hvis de bliver lavet godt, er man halvvejs i mål, det skal tilføjes at det er helt gratis at lave trin arbejde i AA med en sponsor, så jeg har svært ved at se hvordan man kan forsvare at fortsætte med brugen af disse opgaver, og samtidigt kalde det for behandling.....Det er immervæk en behandling der lover at man går professionelt til opgaven, med special uddannede terapeuter/rådgivere, de skriftlige opgaver er gavnlige, men ikke at forveksle med samtale terapi med en uddannet terapeut.

Akilleshælen i 12 trins behandling er at succes i behandling forudsætter en accept af og engagement i AA. Jeg er selv AA'er men forstår til fulde de der er skeptiske, bange for at det er en sekt og i øvrigt har stor modstand på det "Højere magt" eller "Guds begreb" som man arbejder med her. Når behandlingen hviler på to søjler hvor af den ene er AA programmet, vil der nødvendigvis være mange der ikke kan eller vil være med, hvad gør man for dem? Der mangler alternativ tænkning udi hvad ædruelighed er og kan være. At være ædru er ikke det samme som at være AA'er  og hvis man føler sig presset ind i en gruppe man ikke føler sig godt til pas i, er man med garanti ikke særligt lykkelig, hvorfor vejen til tilbagefald er lagt....Nytænkning tak!

Der er i øvrigt stor forskel på hvor meget vægt den enkelte behandler lægger på AA programmet, igen vil jeg sige, at der ikke er sammenhæng mellem det man siger og det man gør. Når klienter dag ud og dag ind får undervisning i AA programmet, trin opgaver, bliver kørt ud til AA møder, og fortalt om og om igen at "det er vigtigt at gå i AA, og mindst lige så vigtigt at finde en sponsor og arbejde med trin" så nytter det ikke noget at der er forskelige opfattelser af dette spørgsmål. Jeg har mere end én gang stået over for klienter, der siger noget i stil med; "Jeg forstår ikke hvorfor du siger at jeg skal finde en sponsor,, min egen rådgiver har lige sagt at det er bedst at jeg venter en 3-4 måneder, inden jeg går i gang med trinene"? Hvad er rigtigt? Ja hvis man vil følge filosofien i AA kan det kun gå for langsomt med at finde en sponsor og gå i gang med trinene..... Fælles fodslag på et så fundamentalt område er nødvendigt hvis man vil fremstå troværdig....

I Danmark, ligesom i verden i øvrigt, skriver man at behandlingen er individuelt funderet men, i virkeligheden, minder meget behandling om samlebånds arbejde, volumen er vigtig, omsætningen er alt, så mennesker der er blevet lovet en individuel tilgang til deres problemer, bliver mødt med samme behandling som alle andre, dette til trods for løfter om det modsatte. Desværre hænger dette sammen med manglende tid, og manglende uddannelse, hvis ikke man uddanner sine medarbejdere løbende, så får de ikke ny viden og ny inspiration, uden det, bliver personalet til "repeatere" de gentager de samme manøvre, med nye klienter, og udbyttet i form af ædruelighed og øget livskvalitet for klienten, udebliver.

En gammel kollega og jeg filosoferede engang over en bekendt som gik til alle patienter og til alle problematikker på samme måde, det sammenlignede vi med at have én hammer, som man brugte til at slå alle former for søm i med, det duer ikke, man er nødt til at have en værktøjs kasse der er velassorteret ellers ender det med at man taber det vigtigste man har på gulvet, klienten....Uden dem ingen behandling.

Men lige som at værktøjs kassen skal være velassorteret, er det min holdning at man vil gøre sig selv og i særdeleshed sine klienter en stor tjeneste ved at begynde at se på, hvad ædruelighed også kan være, hvis man kan rumme dem der ikke kan forlige sig med AA, og finde løsninger sammen med dem, så er man nået langt, i dag bliver de bare tabt på gulvet.


Vi kan gøre det meget, meget bedre, men det kræver at vi begynder at personificere behandling, at der bliver taget nye og mere effektive metoder i brug, at man tør at investere i det personale der trods alt har en rimeligt stor betydning for de der går igennem behandling, her tænker jeg uddannelse og supervision, professionel adskillelse mellem ledelse af forretningen og gennemførelse af behandlingen. Sygehus direktøren går ikke ned på den enkelte afdeling og diktere hvordan en patient skal behandles/opereres, men det gør direktøren i danske Minnesota behandlinger, dem jeg har mødt gennem årene, vil have fingeren på pulsen på alle planer, meget agtværdigt, eller et udtryk for manglende tillid til alle andre, end én selv, det skal jeg ikke kunne sige, men hvis man er leder af en virksomhed der omsætter for et to cifret million beløb årligt, kan man ikke også have viden og overblik over hver enkelt hændelse i alle afkroge af firmaet, der er man nødt til at uddelegere ansvaret og så lade de, der rent faktisk er uddannet til det, om at forestå behandlingen. Det kan godt lade sig gøre, og endda som en profitabel forretning :-) 

I næste indlæg vil jeg give nogle håndfaste eksempler på forskelle i dansk og udenlandsk 12 trins behandling

 Tak /C